Forpagterparret Lone og Jan Frandsen er igen i år klar til at holde juleaften for mere en 100 mennesker på Færgelunden. Foto: Mette Døllner

Forpagterparret Lone og Jan Frandsen er igen i år klar til at holde juleaften for mere en 100 mennesker på Færgelunden. Foto: Mette Døllner

Hjerternes fest på Færgelunden

Både hjerter og festsal står pivåbne, når Færgelundens Motel og Kursuscenter igen i år holder juleaften den 23. december for enlige og familier, der ikke selv har mulighed for at holde jul

Af
Mette Døllner

At julen er hjerternes fest, er ikke bare en talemåde for Jan og Lone Frandsen, der forpagter Færgelundens Motel og Kursuscenter. Siden 2011 har Færgelunden nemlig hver lillejuleaften haft tradition for at invitere enlige og familier, der ikke har mulighed for selv at holde jul, til en gratis juleaften med flæskesteg, and, risalamande og julegaver til børnene. Altså en helt almindelig juleaften, hvis man lige ser bort fra, at her fejrer man den i selskab med mere end 100 mennesker, man ikke kender.

“Der er behov for det. Der er mange enlige, der kommer og virkelig nyder det. Og der er mange børnefamilier, der ikke har råd til at holde en ordentlig jul. Så vi har familier, der er kommet siden 2011, hvor det er deres juleaften, dér at julen er blevet reddet. Dem der var børn i 2011, jamen de er blevet voksne i løbet af årene. For dem er det blevet en tradition. Det er sådan, man gør,” siger Jan Frandsen, der selv har svært ved at forestille sig lillejuleaften uden en juleaften.

For selvom december altid er en travl måned for ægteparret Frandsen, så glæder de sig hvert år til at åbne deres døre og hjerter, og de er stolte over den store opbakning, de alle årene har oplevet fra lokalsamfundet. For det er især takket være sponsorater og frivillige hænder, at det hvert år er muligt at holde gratis juleaften for mere end 100 gæster.

“Der var et år, hvor der ikke var kommet nok sponsorater, og dér havde vi varslet, at vi måtte droppe julegaverne, fordi der skulle være penge nok til mad og drikke. Men inden for den sidste uge kom pengene pludselig, og så måtte vi skynde os ud at købe julegaver. Og børnene blev bare så glade, for de troede jo slet ikke, de fik nogen,” siger Lone Frandsen med glæde i stemmen.

Udover sponsorater fra lokale organisationer, fonde og erhvervsliv arbejder personalet på Færgelunden denne aften gratis, ligesom der kommer frivillige hænder udefra, der hjælper med at servere, rydde af og vaske op.

Faste traditioner

Færgelunden har også sine egne faste traditioner for juleaften, præcis som i alle familier. Blandt andet har Jan og Lone Frandsens datter i mange år sørget for at købe julegaver til mere end 30 børn, det store juletræ bliver hvert år leveret af de Blå Spejdere fra Jægerspris, og så er der én fast gæst, der hvert år fejrer juleaften på Færgelunden:

“Når vi har spist, så kommer præsten ude fra Græse (Signe Voldby, red.). Hun læser juleevangeliet og spiller på guitar, underholder og synger med børnene. Sidste år var jeg sent på den og ringede ud og sagde, at jeg slet ikke havde fået inviteret hende, men at jeg håbede, hun kom. Og hun svarede ’jeg bliver sur, hvis jeg ikke må’. Så hun ved, at hun altid har en stående invitation,” siger Jan Frandsen.

Juleaften på Færgelunden er for alle, der ikke har andre muligheder for at holde jul, men tilmelding til arrangementet er nødvendig på telefon 20932135 eller på info@motel-kursus.dk.

Publiceret 28 November 2019 02:00