Lokale liberale får besøg af parti-koryfæ

frederikssund Liberal Alliance får besøg af én af partiets sværvægtere i flere betydninger, når lokalafdelingen afvikler sit første arrangement:

Et julemøde for medlemmer,, som holdes i Kulturhuset Elværket onsdag den 4. december. Her kommer tidligere folketingsmedlem Joachim B. Olsen og giver et oplæg til intern debat om partiets nye situation og fremtid.

"Så får vi se hvor det hele bærer hen for Liberal Alliance, men personligt er jeg sikker på, at det nok skal blive rigtig godt igen,” konstaterer lokalformand Marianne Porsborg.

I sommer besluttede bestyrelsen i Liberal Alliance(LA) Frederikssund at gå i arbejdstøjet igen, efter at have ligget lidt stille siden stiftelsen i juni 2018.

For nogle måneder siden lavede bestyrelsen også en intern rokade, så Marianne Porsborg (Jægerspris) nu er konstitueret formand, og Rikke Zecher-Kaspersen, Ann Møller og Thomas Knudsen (alle Frederikssund) er bestyrelsesmedlemmer.

”Det er ingen hemmelighed, at vores parti har haft det skidt i nogle år, og efter det store nederlag ved Folketingsvalget i sommers, besluttede vi os for at ville kickstarte lokalforeningen. Der skulle bare ske noget positivt og nyt,” lyder det fra Marianne Porsborg.

Lokalt i LA Frederikssund har der været en pæn medlemsfremgang, som sammen med den fornyede energi i partibaglandet, altså har givet lokalbestyrelsen blod på tanden til igen at yde en ekstra indsats.

Publiceret 01 December 2019 00:00