Glade nisser fra Grevinde Danner Gruppe. Forrest juniorspejder Alexander Flørnæs og bag ham John Andersen. Henrik Büchmann til højre i billedet. Foto: Mette Døllner

Glade nisser fra Grevinde Danner Gruppe. Forrest juniorspejder Alexander Flørnæs og bag ham John Andersen. Henrik Büchmann til højre i billedet. Foto: Mette Døllner

Juletræer kan mere end at se godt ud

Spejderlivet for de blå spejdere i Grevinde Danner gruppe ville ikke være det samme uden vigtig indtægt fra juletræssalget på Færgegården

Af
Af Mette Døllner

JÆGERSPRIS Højt, lavt, bredt eller smalt? Normann eller Rødgran?

Der er meget, der skal tages stilling til, når træet til juleaften skal vælges. Men ønsker man sig mere af sit træ, end at det bare skal tage sig godt ud, så er den søde juletid traditionen tro også den tid på året, hvor der er særligt gode muligheder for at støtte et godt formål i forbindelse med juletræskøbet.

Køber man for eksempel sit træ på Frederikssund Museum, Færgegården, for enden af Kronprins Frederiks Bro, så støtter man aktivt Grevinde Danner Gruppe, som består af omkring 75 blå spejdere fra Jægerspris og godt 20 frivillige ledere og hjælpere.

“Indtægten fra juletræssalget står for cirka en tredjedel af vores budget, så det er en stor post. Vi bruger blandt andet pengene til ture og til lejre, til forskellige spejderaktiviteter og til vedligehold af vores hytter. Så hvis vi ville holde det niveau, vi har i dag og ikke havde juletræerne, så skulle vi sætte kontingentet væsentligt op, og det ville koste os nogle spejdere,” siger Henrik Büchmann, som er gruppe- og juniorleder i Grevinde Danner Gruppe.

Hyggelig tradition

Til næste år har gruppen leveret juletræer til Frederikssund og omegn i 30 år, ligesom de hvert år donerer det store juletræ til Færgelundens julearrangement den 23. december for alle, der ikke selv har mulighed for at holde juleaften. Så det er svært at forestille sig en december måned uden det traditionsrige juletræssalg med Færgegården som idyllisk bagtæppe.

Formand for juletræsudvalget hos spejderne, John Andersen, vurderer da også, at omkring 75 procent af kunderne er familier, der kommer igen år efter år:

“Vi vil gerne skabe en hyggelig dag for familien. Det er ikke bare at gå op i et byggemarked og gå hjem igen. Her er det en udflugt for familien, som går sammen rundt og vælger juletræet og kigger på 10, 20 eller 50 juletræer og bestemmer sig for et. Og så bærer spejderne juletræet ud til bilen. Bagefter kan man sidde og hygge sig med gløgg og æbleskiver i vores julestue, og så er der også en lille gratis slikpose til børnene.”

John Andersen tilføjer, at på Færgegården sælger man lokale Nordmannsgran fra Kong Frederik den Syvendes Stiftelse i Jægerspris. Det betyder, at træerne maksimalt er transporteret otte kilometer og dermed har et minimalt transportmæssigt klimaaftryk.

Én af de spejdere, der skal være med til at sælge juletræer i år, er tiårige juniorspejder Alexander Flørnæs fra Jægerspris. Det er hans andet år, og han elsker juletræssalget så meget, at han ifølge sin mor planlægger at være med alle dagene.

“Jeg synes det er sjovt. Nogle gange er jeg i teltet (julestuen, red.), og andre gange er jeg ude og hjælpe med at sælge juletræer, tage dem frem og vise dem, og jeg er med til at måle dem og bære dem ud. Jeg også med til juletræsfældningen, siger Alexander Førnæs, der dog forklarer, at han altså ikke er med til selve fældningen, men hjælper med at bære træerne ud af skoven.

Grevinde Danner Gruppe sælger juletræer foran Færgegården alle fire adventsweekender samt sidste fredag før jul mellem klokken 10 og 16. Museet holder også åbent og byder på en masse hyggelige julerier.

Publiceret 29 November 2019 00:00