Foto: ROMU - Daniel Tarkan Nacak Rasmusssen

Foto: ROMU - Daniel Tarkan Nacak Rasmusssen

Julemarked på den gamle færgegård

Der er julehygge i de tre første advent-weekender på Frederikssund Museum, og særligt den 14. - 15. december bliver der gang i juleværkstederne, når nisserne inviterer til julerier. Juletræssalg finder sted i alle fire adventsweekender, og så kan du møde Signe Wenneberg som fortæller om bæredygtighed i julen

FREDERIKSSUND Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer til julehygge for hele familien i december måned. Med juletræssalg og nisserier i de tre første advent-weekender og med den traditionsrige julehygge-weekend 'Julerier på den gamle Færgegaard' den 14. - 15. december er der lagt op til en december nøjagtig så julehyggelig, som december skal være.

Frederikssund Museum, Færgegården, er med sine historiske bygninger og smukke omgivelser det ideelle sted for store og små til at få stemt sindene til hjerternes fest og bruge tid på at være sammen om noget rart. Og så kan man oven i købet kombinere udflugten med årets juletrækøb.

Fra den 30. november og de følgende to weekender kan selv den mest juleforhærdede blive blød om julehjertet, når Frederikssund Museum varmer op under juleløjerne på den gamle færgegård.

Ian Price og musikskolen spiller

Kom også i julestemning 14. og 15. december klokken 10.00 til 16.00, når nisserne slår dørene op til Færgegårdens juleværksteder og byder alle børn indenfor til at flette, sy, save, klippe og klistre deres egen julepynt. Man kan blandt andet lave en smuk juledekoration af naturens materialer, lave julepynt eller lave en vaskeægte færgelundsnisse. Om lørdagen spiller Ian Price og blæserne fra Frederikssund Musikskole op til julestemning på museets gårdsplads klokken 12.30.

Mød nisserne

Der er også travlt på færgegården 30.11 og 1.12, 7.12 og 8.12 samt 14.12 og 15.12 klokken 11.00 til 15.00, hvor nisserne er frygteligt glemsomme og taber deres ting. Her kan man komme og hjælpe dem med at finde deres briller, strikketøj og alt det andet, der ligger rundt omkring, så nisserne kan blive klar til jul. Man kan også sætte sig og lave julepynt, så museet får det smukkeste juletræ.

Juletræer

Man kan også købe juletræer hos spejderne fra Grevinde Danner Gruppen, der i alle fire advent-weekender stiller op på museets gårdsplads og fylder haven med grantræer. Der vil være salg af æbleskiver og varme drikke på museets gårdsplads ved spejderne.

Signe Wenneberg fortæller om bæredygtig jul

Husk også, at Frederikssund Museum, Færgegården, varmer op til julen med bæredygtige juleforberedelser i selskab med Signe Wenneberg den 28. november kl. 19.

Læs mere om foredraget her.

Det hele finder sted på Frederikssund Museum, Færgegården. Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.

Publiceret 28 November 2019 00:00