Foto: Karen Siercke

Elever fra Trekløverskolen debuterer som forfattere

frederikssund Hvad sker der, når vikingebopladsen brænder og skolens teaterstykke pludselig skal flyttes til svømmehallen?

Hvad gør man, når ens bedste ven er en robot, som skal lade op, når man har allermest brug for hjælp?

Og hvor tager man sin kæreste på café i Frederikssund, når man vinder 40 milliarder?

Det og meget mere kan du få svar på, når Frederikssund Bibliotekerne inviterer til udgivelsesfest og fejrer, at tretten elever fra Trekløverskolen springer ud som forfattere tirsdag den 26. november kl. 16-17.

Eleverne fra Trekløverskolen har mødtes på tværs af klasser til ugentlig skriveværksted på biblioteket.

De har mødt Frederikssunds lokale forfatterstjerne Rebecca Bach-Lauritsen, som har lært dem at skrive med sanserne. De har mødt forfatter Liv Ea Felumb Conrad, der har givet dem sine bedste skriveråd med på vejen (stjæl og lyv!). De har fået inspiration, kreative benspænd, værktøjer, netværk og sparring undervejs. Og tirsdag den 26. november kan du være med, når de nyudklækkede forfattere får resultatet af deres myreflittige anstrengelser i hånden: En bog de selv har skrevet!

Bogen er realiseret i samarbejde med og er skabt i forbindelse med den årlige læsefestival ORD over FJORD, som Frederikssund Bibliotekerne står bag.

Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Publiceret 10 November 2019 00:00