Der skal opføres i alt 160 boliger på Fioma-grunden.

Der skal opføres i alt 160 boliger på Fioma-grunden.

Nye boliger på Fiomagrunden

Frederikssund Kommune har netop solgt Fiomagrunden midt i Frederikssund. Der skal opføres 160 lejligheder fra 35 til 110 kvadratmeter

frederikssund På Byrådets møde den 30. oktober blev det besluttet at sælge Fiomagrunden midt i Frederikssund til Udviklingsselskabet Frederikssund Bymidte ApS for 12,6 mio. kr. ekskl. moms.

Selskabet ønsker at bygge i alt 160 boliger på grunden til både unge, ældre og familier i varierende størrelser fra 35m2, 45m2, 65m2, 85 m2 og 110m2. Samtidig tilstræber projektet at bevare de vigtige eksisterende, historiske bygninger på grunden - hjørnehuset ved Kirkegade og Bakkegade og den skrå industribygning midt i karréen.

Det oplyser Frederikssund Kommune i en pressemeddelelse.

"Det er vigtigt for os at bygge ordentligt og tilpasse et byggeri til det område, man befinder sig i. Vi kan godt lide at tage hensyn til det lokale bymiljø og kombinere det eksisterende bybillede med et højkvalitets nybyggeri," fortæller direktør Aldo M. Petersen fra udviklingsselskabet bag projektet.

Også projektets arkitekt understreger, at det har været meget vigtigt for projektet at bevare en del af historien på stedet.

Sådan kommer den indre gård på grunden til at se ud ifølge planen.

Sådan kommer den indre gård på grunden til at se ud ifølge planen. Ill: Schmidt/Hammer/Lassen/Architects

"Blandt andet industribygningen, der med sin skrå placering på grunden bidrager til at fortælle områdets historie og medvirker til at give dynamik i bebyggelsen. Og så vil husene være udført i forskellige materialer og forskellige højder for at give området et spændende og varieret udtryk," forklarer Morten Schmidt, der er founding partner i Schmidt Hammer Lassen Architects, som blandt meget andet også står bag Det Kongelige Bibliotek i København og Dokk1 i Aarhus.

Fra to til fem etager

Af projektmaterialet fremgår det , at bygningernes højde er tilpasset den øvrige bebyggelse i området og varierer fra 2 til 3,5 og 4 etager, mens Punkthuset i midten af karréen har 5 etager. Byggeriet vil få stor variation i facaderne, materialevalget og bygningsformerne. Gavlhuse med 45° tag og mellemhuse med flade tage. På trods af de mange facetter i arkitekturen fremstår byggeriet genkendeligt med dobbelte gavlhuse som et gennemgående træk. Der bliver parkeringsmuligheder flere steder i området, ligesom der er planer om en parkeringskælder i den øvre del af grunden.

"Fiomagrunden er en vigtig og meget central del af Frederikssund, og derfor har vi valgt et projekt, der bidrager til en aldersmæssig bred beboersammensætning, hvilket bliver et aktiv både for boligområdet og for bydelen. Samtidig er det et både gennemtænkt og innovativt projekt, der vil tilføre byen et nyt markant boligbyggeri, som, jeg forventer, vil blive meget attraktivt at bo i," vurderer borgmester John Schmidt Andersen.

Bæredygtighed i fokus

Af projektmaterialet fremgår det, at intentionen er at udvikle at byggeri med en høj bæredygtighedsprofil, i alle projektets aspekter. Trækonstruktioner vil i denne forbindelse være med i overvejelserne som den gennemgående hovedkonstruktion. Facadematerialer vil bestå af velkendte materialer som tegl, træ, zink og skifer – herunder eventuelt upcyclede genbrugsmaterialer. I byggeriets indre gård vil der blive etableret et grønt miljø, ligesom der vil være et bassin til opsamling af regnvand. Alle boliger vil få indeliggende altan eller tagterrasse, og samtidigt indgår der et fælleshus med tilknyttede gæsteværelser i planerne.

Inden byggeriet kan gå i gang skal Frederiksund Kommune udarbejde en lokalplan for området. Først når den er endeligt vedtaget, kan udviklingsselskabet bag projektet begynde byggeriet. pressemeddelelse

Publiceret 08 November 2019 10:22