Retssagen hvor en kvinde fra Frederikssund er tiltalt for en stribe alvorlige forhold, blandt andet at påkøre en 12-årig pige og efterfølgende køre fra stedet uden at yde hjælp, fortsætter torsdag ved Retten i Roskilde. Arkivfoto

Retssagen hvor en kvinde fra Frederikssund er tiltalt for en stribe alvorlige forhold, blandt andet at påkøre en 12-årig pige og efterfølgende køre fra stedet uden at yde hjælp, fortsætter torsdag ved Retten i Roskilde. Arkivfoto Arkivfoto

Efter vanvidskørsel i rød Porsche: Føreren som sunket i jorden, da retssagen skulle begynde

En kvinde fra Frederikssund, som er tiltalt for i januar at påkøre en 12-årig pige fra Jægerspris, og efterfølgende køre fra ulykken, blev væk, da sagen skulle begynde ved Retten i Roskilde onsdag.

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND Den 27-årige kvinde fra Frederikssund, som blandt andet er anklaget for at påkøre en 12-årig pige og efterfølgende at køre fra ulykkesstedet uden at yde hjælp, udeblev onsdag, da retssagen skulle tage sin begyndelse ved Retten i Roskilde.

Ifølge kvindens forsvarer Flemming Hessner har han ikke haft kontakt til kvinden siden juni måned.

I retssalen koncentrerede man sig derfor i stedet om at afhøre en stribe vidner, heriblandt offeret, den nu 13-årige pige fra Jægerspris. Hver især fik de mulighed for at give deres version af ulykken som fandt sted 16. januar 2019.

Pigen fortalte blandt andet, hvordan hun var på vej hjem til sin far efter skoletid, og havde fulgtes sammen med nogle veninder fra skolen, som imidlertid skulle med bussen. Med andre ord behøvede de ikke at krydse den trafikerede Elverdamsvej ved Biltris lidt udenfor Skibby.

Det skulle offeret, og i retten fortalte hun, at hun er vant til at gå hjem til sin far fra skole ad den vej. Hun erindrede, at hun i hvert fald orienterede sig til den ene side, inden hun trådte ud på kørebanen.

Det skulle imidlertid vise sig ikke at være tilstrækkeligt, men derimod tæt på at blive fatalt. For det næste, hun huskede, var, at hun lå i vejkanten, og at en lærer fra skolen holdt hendes hoved.

Flere vidner i retten kunne, da det blev deres tur, fortælle, hvordan de oplevede minutterne, ja, sekunderne før, under og efter ulykken, da pigen trådte ud på kørebanen, og blev ramt af en rød Porsche, så hun fløj to meter op i luften, landede på bilens rude som smadrede, og gled videre ned på jorden.

Var pludselig kørt

”Jeg tænkte, at hun var død,” fortalte et af vidnerne i retten og fortsatte:

”Det var ret voldsomt, og bagefter lå hun helt stille. Men så begyndte hun at græde. Jeg bar hende ind i rabatten og ringede 112. Her fik jeg at vide, at alarmcentralen allerede var i kontakt med en fra ulykkesstedet. Så jeg lagde på, og fokuserede på pigen. Samtidig lagde jeg mærke til en dame som lignede en´ der var i chok. Hun råbte og skreg nærmest, og jeg lagde også mærke til en mand, som stod og holdt om hende.”

Et andet vidne fortalte, at han på ulykkesstedet mødte en kvinde, der gik rundt på kørebanen, ude af sig selv og sagde: ’Hvad skete der, hun gik bare ud foran mig.’

Ingen af vidnerne kunne erindre, at have set parret forlade stedet. Pludselig var de bare væk. Et vidne kunne dog huske, at han på et tidspunkt så, at den røde Porsche holdt i tomgang, og at en sort Golf var væk. Disse to biler var flere af vidnerne blevet overhalet af inden ulykken. Bilerne var kommet i høj fart, og havde, ifølge vidnerne, på uforsvarlig vis overhalet de øvrige trafikanter.

Et af vidnerne kørte selv cirka 80 kilometer i timen på Elverdamsvej få hundrede meter fra ulykkestedet, og hun vurderede, at de to overhalende biler kørte med cirka 140 kilometer i timen. Dog mente to vidnere, at føreren af den røde Porsche havde sænket farten lidt inden ulykken.

Pigen fik skader i form af brud på håndleddet, en hjernerystelse og et brækket ben. Hun er blevet opereret, og har gennemgået et langvarigt genoptræningsforløb. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor vidt hun får varige mén efter ulykken.

Foruden påkørslen og flugten er kvinden tiltalt for at have stjålet et sæt nummerplader samt tyveri af dén Porsche, hun ifølge anklageskriftet kørte i, da ulykken skete.

Opdateres...

Publiceret 06 November 2019 16:05