Antallet af udbudte boliger stiger i Frederikssund men falder i Egedal. Arkivfoto

Antallet af udbudte boliger stiger i Frederikssund men falder i Egedal. Arkivfoto

Frederikssund topper listen over fremgang i antal huse til salg

Frederikssund Kommune er det sted i landet, hvor antallet af villaer og rækkehuse til salg er steget mest i løbet af det seneste år. Det viser nye udbudstal fra Boligsiden. I Egedal falder tallet

bolig Er man på jagt efter et nyt hus i Frederikssund Kommune, er oddsene for at finde drømmeboligen blevet væsentlig bedre i løbet af det seneste år.

Boligsidens nye udbudstal fra primo oktober viser nemlig, at antallet af villaer og rækkehuse til salg i Frederikssund Kommune er steget med 30 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Helt konkret svarer det til, at der er kommet 65 flere boliger på markedet, og dermed er der i dag 284 huse at vælge imellem i Frederikssund.

Det er der flere årsager til, forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

”Huspriserne er generelt steget, og konkret viste de seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris i Frederikssund Kommune er steget med 5,8 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Samtidig er der godt gang i handelsaktiviteten,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Sagt med andre ord, er der købere til husene og kombineret med de stigende huspriser, er det selvfølgelig mere attraktivt for boligejerne at sætte deres hus til salg. Derfor ser vi, at det samlede udbud af huse stiger i Frederikssund.”

Fremgang i Frederikssund – fald i Egedal

Sammenligner vi udviklingen i udbuddet med nabokommunen Egedal, adskiller Frederikssund sig væsentligt. For i Egedal er tendensen den modsatte. Her er antallet af villaer og rækkehuse til salg faldet med fire procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Udvider vi fokus og ser på tendensen på landsplan, er der tale om en beskeden stigning i udbuddet på 0,8 procent i det samlede antal af villaer og rækkehuse til salg sammenlignet med begyndelsen af oktober sidste år.

Men der er stor forskel på, hvordan udbuddet af huse fordeler sig i de enkelte kommuner.

Antallet af villaer og rækkehus til salg stiger således i 46 kommuner. Omvendt falder udbuddet af villaer og rækkehuse i 40 kommuner.

På landsplan stiger udbuddet af villaer og rækkehuse med 0,8 procent.

Udviklingen i udbuddet af villaer og rækkehuse:

Område

Udbudt primo okt. 2018

Udbudt primo okt. 2019

Forskel i procent

Frederikssund Kommune

219

284

30%

Egedal Kommune

228

219

-4%

Publiceret 05 October 2019 00:00