Efterårsferien på Selsø

selsø Efterårsferien på Selsø byder i år på mange aktiviteter, når der med fokus på historisk mad bliver lavet mad i herregårdens kælderkøkken af reenactorgruppen Freie Rostocker Fähnlein og Selsøs egen madgruppe.

I den første weekend af ferien står Freie Rostocker Fähnlein for livet i køkkenet, når de laver mad fra renæssancen. Gruppen beskæftiger sig med at vise, hvordan tyske landsknægte og folk i en landsknægtslejr levede i årene 1515-1550. Det gør de ved at vise klædedragter, våben og madkultur.

I denne weekend laver gruppen kun mad og viser altså ikke våben frem. De vil tilnærmelsesvis kunne vise, hvordan køkkenet så ud i husets tidlige dage, idet hovedbygningen på Selsø blev bygget 1571-1576. I dag er det primært murene fra denne bygning, som står tilbage, og i kælderkøkkenet ses hvælvingene fra renæssancen, som altså er nogle af de ældste dele af huset.

Resten af ferien kan man tirsdag, torsdag og den sidste søndag i ugen møde Selsøs madgruppe i kælderkøkkenet, hvor de laver mad efter historiske opskrifter fra 1700- og 1800-tallet på ildstedet.

Derudover byder museet på en findeleg, hvor man skal løse mysteriet om den forsvundne opskrift.

Begge søndage i ferien tilbydes offentlige omvisninger. På omvisningerne kan man blive klogere på Selsøs historie, når en af museets omvisere fortæller. Omvisningerne starter kl. 14 begge søndage og man betaler kun almindelig entré, hvorefter omvisningen er gratis.

Publiceret 05 October 2019 00:00