Her er det muligt at parkere i nærheden af festpladsen. Men overvej, om jernhesten i stedet skal findes frem.

Her er det muligt at parkere i nærheden af festpladsen. Men overvej, om jernhesten i stedet skal findes frem. Ill: Vejdirektoratet

Klar til fest i morgen: Sådan kommer du frem

Til fods, i bil eller med offentlig transport? Her er oversigten, der kan spare dig for masser af tid til lørdagens bro-indvielse

Kommer du i bil

Vælger du at komme i bil, opfordrer Fjordforbindelsen Frederikssund til, at du fylder bilen med venner, naboer og familie for at begrænse antallet af biler ved festpladsen. Arrangørerne råder over 10.000 parkeringspladser.

Nogle ligger tæt på festpladsen og andre længere væk. P1 er parkeringsarealet tættest på festpladsen, og her vil der være handicapparkering tættest på indgangen til festpladsen. Så har du handicapskilt, skal du køre til P1.

Der er indkørsel fra Østersvej. For dem, der parkerer på P2, P3 og P4, vil der være shuttlebusser fra Vinge til festpladsen. Der kører to busser i pendulfart mellem parkeringsarealerne og festpladsen.

Det er gratis at køre med shuttlebusser.

Oversigten over selve festpladsen

Oversigten over selve festpladsen Ill: Vejdirektoratet

Kommer du med offentlig transport

På dagen kan du komme med S-tog til Ølstykke Station.

Fjordforbindelsen sørger for, at der i tidsrummet 8.00-17.30 kører shuttlebusser mellem Ølstykke Station og festpladsen. Busserne vil være markeret med et festoverfjorden-skilt i forruden, så du nemt kan finde den rette bus. Det er gratis at køre med shuttlebusser.

Også fra Frederikssund Station er der indsat shuttlebusser, så du kan komme ud til Strandvangen.

Derfra er der ikke langt at gå til festpladsen.

Kommer du på cykel

Der er etableret cykelparkering langs Marbækvej, så sæt din cykel, inden du når helt ned til festpladsen.

Det er ikke muligt at få sin cykel med ind på pladsen.

Arrangørerne vil sætte stor pris på, at du sætter din cykel i de anviste cykelarealer.

Kommer du på cykel, kan du benytte den østlige indgang til festpladsen tæt på Marbækvej og den nye rundkørsel.

Parkering

Du kan få overblikket over parkeringspladser på kortet.

På dagen vil Hjemmeværnet hjælpe med at styre trafi kken og parkeringen. I takt med, at parkeringspladserne fyldes, vil det blive markeret med skiltning langs vejene.

I dagens anledning tilbyder Sillebroen gratis parkering til alle. Fra Sillebroen er det muligt at hoppe på bus 313 ved Frederikssund Station. Her skal du købe billet, som du plejer.

Trafikanter opfordres til samkørsel og til at følge anvisningerne fra Hjemmeværnet og trafikofficials.

Udover de anviste parkeringspladser er der mulighed for at parkere følgende steder i Frederikssund:

  • På parkeringspladsen ved Frederikssund Station (fri parkering).
  • På Kalvøvej ved Tennisbanerne og Valhal (fri parkering).
  • I Bløden ved Servicegaden (fri parkering).
  • På parkeringspladsen ved Bakkestrædet (tidsbegrænset parkering).
  • På Torvet (tidsbegrænset parkering). Fra de enkelte parkeringspladser er der kort gåafstand til Frederikssund Station, hvorfra der er indsat ekstrabusser til festpladsen. De busser stopper ved Strandvangen.

Resten af vejen er på gåben.

Publiceret 27 September 2019 00:00