Den ny butikschef i Tøjeksperten i Sillebroen, Nikolaj Schnipper, har allerede tilbragt halvdelen af sit liv i herretøjsbranchen. Foto: AL

Den ny butikschef i Tøjeksperten i Sillebroen, Nikolaj Schnipper, har allerede tilbragt halvdelen af sit liv i herretøjsbranchen. Foto: AL

Tøjeksperten i Sillebroen er blevet dobbelt så stor

Butikschef Nikolaj Schnipper åbner 26. september Tøjeksperten i en nyrenoveret udgave med det dobbelte areal og med nye mærker i sortimentet

Af
Anne Lønstrup

Frederikssund Tøjeksperten i Sillebroen er vokset til det dobbelte antal kvadratmeter, udvider sortimentet med nye mærkevarer og har fået en ny butikschef, den 31-årige Nikolaj Schnipper.

Han er søn af ejeren af forretningen Tøjeksperten og af Wagner, der også ligger i Sillebroen, og så har han allerede tilbragt halvdelen af sit liv i herretøjsbranchen.

”Jeg begyndte som skolehjælp i Jack & Jones i Frederiksberg Centret, kom i mesterlære, blev udlært som 19-årig og fortsatte til Tøjeksperten i Værløse. Da Sillebroen åbnede, var jeg butikschef for Wagner i fire år, hvorfra jeg kom til Wagner i Fields og i Køge,” fortæller Nikolaj Schnipper.

Hans far er franchisetager i Tøjeksperten og Wagner og ejer flere butikker sammen med sin kone, som står for alle dameafdelinger. Derfor har vejen ind i tøjbranchen heller aldrig været særlig lang for sønnen, der især bistår sin far med butiksåbninger.

Helst på gulvet

Tøjeksperten i Sillebroen bliver ifølge Nikolaj Schnipper en traditionel udgave af Tøjeksperten – hvilket vil sige en herretøjsbutik, hvor kernekunden er 25 år plus, men hvor alle skal føle sig velkomne. Selve arealet stiger fra 250 til 530 kvadratmeter, og det nye er, at mærker som Matinique, Gant, Lacoste, Lee og van Gils kommer på sortimentet.

Der kommer et loungeområde i butikken og kunderne kan få skrædderhjælp, hvis et par bukser eller en jakke skal lægges ind, ud eller op.

Den nye butikschef bor på Amager med sin kone og deres søn på et halvt år. Han har aldrig været god til at sidde stille, og er derfor ikke ligefrem lykkelig for det administrative arbejde.

”Jeg vil meget hellere bruge tiden på gulvet og snakke med kunderne eller køre ud og købe varer til butikken. Min ambition er at blive størst i Sillebroen på udvalget af konfektion,” siger butikschefen.

Tøjeksperten er grundlagt i 1968 og har 111 salgssteder i Danmark.

Publiceret 19 September 2019 10:47