Sammen med det forhenværende folketingsmedlem Stefan Rasmussen (K) har Kenneth Jensen været blandt de mest synlige kritikere af brugertealingen på broen.

Sammen med det forhenværende folketingsmedlem Stefan Rasmussen (K) har Kenneth Jensen været blandt de mest synlige kritikere af brugertealingen på broen. Foto: Søren Wesseltoft

Stadig nej tak til broafgift på Kronprinsesse Marys Bro

Selvom broen står færdig, og de første bilister allerede er begyndt at tilmelde sig brobetalingstjenesten Fjordpay.dk, så er kampagnen ’Broafgift? Nej Tak!’ langt fra en død sild. Men hvorfor fortsætte kampen, når slaget virker tabt, og brugerbetalingen står ved magt: Kenneth Jensen er bannerfører for kampagnen, der ikke vil dø

Af
Mette Døllner

Bro-tema Hvis man gik og troede, at borgergruppen ’Nej tak til brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro’ havde nedlagt våbnene, må man tro om igen. Gruppen meldte nemlig for nylig Vejdirektoratet til politiet for ulovlig opsætning af kampagneskilte til brobetalingstjenesten Fjordpay.dk. Efter få dage måtte Vejdirektoratet pille skiltene ned igen – gruppen havde fået medhold, opsætningen af skiltene var ulovlig i henhold til Naturbeskyttelsesloven. En lille sejr til kampagnen og et skub i ryggen til en bevægelse, der ellers i lang tid har kæmpet op ad bakke.

”Denne her folkelige protestbevægelse med over 8.000 medlemmer giver energien til, at man tænker, at den her kamp stadig er værd at kæmpe. Og så længe opbakningen er der, og så længe utilfredsheden med broafgiften lever, så er vi også nødt til at kæmpe kampen.”, siger Kenneth Jensen, en af de fire medlemmer af styregruppen i ’Broafgift? Nej Tak! ’og byrådsmedlem i Frederikssund Kommune for Socialdemokratiet.

Når Kronprinsesse Marys Bro bliver indviet 28. september, vil det foreløbig være det eneste sted i landet, hvor borgerne skal betale for at køre på offentlig vej inden for samme kommune. Og selvom borgergruppen ikke må demonstrere direkte til åbningsfesten, så har de alligevel tænkt sig at give deres besyv med. I den forbindelse har de lanceret en Nej tak-kollektion på deres hjemmeside, og håber at så mange som muligt vil iføre sig trøje og kasket for at markere utilfredsheden med brugerbetalingen på broen:

”Vi er selvfølgelig alle sammen glade for vores nye bro. Men hvis vi ikke lige præcis den dag skulle kunne vise, at der også er malurt i bægeret, hvornår skulle vi så?, ”spørger Kenneth Jensen retorisk. ”Men vi kommer ikke for at råbe slagord i megafoner. Det er bare en stille manifestation af, at politikerne stadig har en opgave, der skal løses, for vi føler os dårligt behandlet.”

Lidt mere livligt vil det nok gå for sig på selve åbningsdagen 30. september, hvor en af medlemmerne i ’Nej tak til brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro’ har taget initiativ til protestaktionen ’Kryds Fjorden Uden Bro’. Her opfordres man til at vise sin utilfredshed med broafgiften ved at krydse fjorden i samlet flok i jolle, kajak, kano eller på paddle board.

Det økonomiske argument

Kenneth Jensen erkender, at vejen til den endelige afskaffelse af brugerbetalingen på Kronprinsesse Marys Bro bliver et langt sejt træk, og netop derfor sætter gruppen alle sejl til i forhold til at påvirke de nyvalgte folketingsmedlemmer fra Nordsjælland, der inden valget bakkede op om en betalingsfri bro.

”Vi har lavet et hestearbejde i forhold til at punktere myten om, at det vil koste staten 1,4 milliarder kroner at afskaffe broafgiften, for det passer simpelthen ikke. Beregninger fra styregruppen peger på, at brugerbetalingen vil koste staten næsten 700 millioner kroner i ekstra omkostninger over 40 år. Argumentet er således, at staten allerede har budgetteret med disse midler. Anvendes anlægsreserven på 264,4 millioner kroner, som Fjordforbindelsen Frederikssund råder over, til finansieringen, så mangler der kun omkring 460 millioner kroner, så al logik taler for at få afskaffet den broafgift,” siger Kenneth Jensen.

Publiceret 19 September 2019 00:00