Søren Staal Balslev fortæller, at han i lang tid havde haft en lyst til at gå en af sine favoritforfattere i bedende, nemlig Colson Whitehead som, ifølge Søren, har en evne til at forvandle en zombieroman til den mest bjergtagende kunst. Foto: BM

Søren Staal Balslev fortæller, at han i lang tid havde haft en lyst til at gå en af sine favoritforfattere i bedende, nemlig Colson Whitehead som, ifølge Søren, har en evne til at forvandle en zombieroman til den mest bjergtagende kunst. Foto: BM

Ny forfatter har fået blod på tanden

”Gør det”. Søren Staal Balslevs bedre halvdel Maria, var opmuntrende, da samtalen kom ind på hans drøm om at skrive en roman. I dag, et år senere, kan han føje forfatter til sit cv

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND ”Alt foregår inde i midtbyen af København. Da vi flyttede til Frederikssund for seks år siden, regnede vi med at blive helt integreret. Vi kunne slet ikke stå for naturen herude. Jeg husker, der var en eksplosion af grønt. Men de helt optimale betingelser er ikke til stede her. Hvis bare en af os arbejdede i byen, så havde man pendlet uden problemer, men vi tager alle derind, også vores børn.”

Vi befinder os i familien Staal Balslevs lyse og indbydende muremestervilla på en stille sidevej til Byvej i Frederikssund. Søren Staal Balslev fortæller, hvorfor de har valgt at sætte deres hus til salg. At det er med blandede følelser. Og at årsagen også skal findes i, at Frederikssund Kommune, ifølge ham, ikke håndterer børn med autisme særlig godt. Men det er en helt anden historie. For Lokalavisen besøger Søren Staal Balslev, fordi vi er nysgerrige på at høre om hans forfatterskab, og ikke mindst om tilblivelsen af bogen 'De rensede' som netop er udkommet.

Gør det

”Forfatterskabet er nyt for mig, selvom jeg har været et skrivende menneske i mange år,

”Forfatterskabet er nyt for mig, selvom jeg har været et skrivende menneske i mange år," siger Søren Staal Balslev. Foto: BM

”Men sidste år sad min bedre halvdel Maria og jeg og talte om min drøm om at skrive en roman, da hun kigger på mig og siger; Gør det. Så grundlæggende er jeg meget taknemmelig.” Søren Staal Balslev smiler, mens han tager kruset med motiv af en mummitrold op til munden.

”Men når man gør sådan noget, så er det også meningen, at der skal komme et ordentligt output ud af det bagefter. Vi havde sat et halvt til et helt år af til det. Men jeg skrev bogen på et halvt år.”

Søren Staal Balslev fortæller, at da han var nået en tredjedel igennem manuskriptet, kontaktede han Jakob Levinsen, en ven han omtaler som 'en pragtfuld oversætter og skribent’.

”Han anbefalede, at jeg med det her manuskript kontaktede det lille forlag Kandor, som er et lille, jysk horror og fantasy forlag i Vejle. Altså, at jeg skulle gå udenom de store forlag, der kan være lidt træge organisationer.” Søren Staal Balslev fortæller, at de pågældende forlag i hans optik ikke har den grundlæggende erkendelse af, at det er et grundlæggende gensidighedsforhold.

”Og sender man et manuskript ind, kan man risikere, at der går en milliard år, før man hører noget.”

Søren Staal Balslev fortæller, at han i lang tid havde haft en lyst til at gå en af sine favoritforfattere i bedende, nemlig Colson Whitehead som, ifølge Søren, har en evne til at forvandle en zombieroman til den mest bjergtagende kunst. Dette livtag med genren gjorde ham helt og aldeles begejstret, og han besluttede sig for, at han ville lave noget i samme genre. Søren tilføjer, at det også var den vedholdende lyst til at skildre tomme rum.

”Det har jeg godt kunnet lide at beskæftige mig med i mange år. Hvorfor, har jeg ingen ide om.” Men det har bare været et vedholdende motiv i mine tanker i mange år. Hvis man er til undergangsfiktion, så er tomheden det ubetinget mest dominerende. Uanset om det er et rum der er bygget til mennesker, eller man går på en øde gade en sen aften, så er der en god spænding i det felt.”

Positiv feedback

Staal Balslev er begyndt at få de første læserreaktioner. Og folk er begejstrede.

”Jeg har en følelse af, at jeg har været rigtig heldig,” siger søren beskedent.

Hvad hans største kritiker, hans bedre halvdel Maria, synes om bogen, fandt han først ud af for en uge siden.

”Hun er en læser af den sure, gamle skole. Hun læser rigtig meget, og hendes dom er hudløst ærlig.” Søren griner.

”Hun var bange for at læse min bog, af frygt for at den var dårlig. Men en dag fik jeg en sms på mit arbejde fra hende: ’Nå, vil du vide, hvad jeg synes om den? - Jaeee – Er du helt sikker? – Jaeee. Så skrev hun Gud bedre det: ’Jeg er vild med den’. Der faldt der et kors fra mine skuldre, for jeg ved, at hvis jeg kan gøre hende fundamentalt glad, og i nogle kapitler ligefrem imponere hende, så er det ret godt. Hun er den vigtigste anmelder. Det ville være frygteligt, hvis hun syntes det var noget bras, når hun nu havde slidt et halvt år som eneforsørger.”

Søren Staal Balslev har nu fået så meget blod på tanden som forfatter, at han allerede er halvvejs med sin næste bog; 'Daggry', som foregår i Frederikssund og Jægerspris.

”Jeg må ikke sige så meget, andet end at det er en roman som er henlagt til vores tid nu og her. Den kommer til at være indenfor, hvad vi kan kalde, normale virkelighedsnære rammer.”

Men selvom Daggry ligger fjernt fra zombieuniverset, skal man nok ikke regne med at kunne holde pulsen helt i ro og undgå åndenød. For med Sørens egne ord kommer der til at være en række udsøgte uhyrligheder i den.

Søren Staal Balslev fortæller, at han først fandt ud af, at han faktisk kunne skrive, da han var på sit første år af litteraturvidenskab på universtetet:

”Jeg havde altid været middelmådig i gymnasiet, ren leverposteg, men da jeg kom på universitetet gik det lige pludselig helt vildt godt. Men så skrev jeg en opgave, som på den gamle skala ikke gik særlig godt. Så jeg gik hen til min underviser og spurgte ulykkelig, hvad jeg skulle gøre anderledes, hvortil han kiggede på mig og sagde; ’Det er jo lige meget, du kan jo skrive’.

Blå Bog

Søren Staal Balslev er født i 1977. Studerende litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet og er ph.d i moderne amerikansk litteratur og kultur fra Københavns Universitet med en afhandling om apokalypsen i Don DeLillos forfatterskab. Han har undervis på RUC, CBS og KUA, og er aktiv som kulturskribent og anmelder. Efter 10 år som fast tv-anmelder og skribent for Weekendavisen skriver Søren på freelancebasis om film, tv-serier, tech, gaming- og digital kultur for bl.a. Bootstrapping og Heartbeats. Gift med Maria og har tre børn sammen.

Publiceret 17 September 2019 10:12