Frederikssund Vikingespils jubilæumsforestilling i 2021 vil være historien om Amled skrevet af Benjamin Boraghi og David Wittenburg. Foto: Fr.sund Vikingespil

Frederikssund Vikingespils jubilæumsforestilling i 2021 vil være historien om Amled skrevet af Benjamin Boraghi og David Wittenburg. Foto: Fr.sund Vikingespil

Frederikssund Vikingespil: Vindere af manuskriptkonkurrence fundet

Ud af 12 forslag til Vikingespillets jubilæumsforestilling i 2021 skulle bestyrelsen for Frederikssund Vikingespil udvælge et. Nu er vinderen fundet med historien om Amled

FREDERIKSSUND 'Har du en forfatter i maven, og vil du gerne se dit arbejde blive bragt til live af 170 vikinger?' Det var omtrent sådan ordene lød, da Frederikssund Vikingespils manuskriptkonkurrence blev skudt igang for flere måneder siden, og det var ikke uden en vis spænding, at bestyrelsen igangsatte en konkurrence af denne slags. Konkurrencen skulle ende op med det manuskript, som skal bruges i 2021, hvor Vikingespillet fejrer 70 års jubilæum. Det fortæller Frederikssund Vikingespil i en pressemeddelelse.

Da fristen for indsendelse af forslag nærmede sig 1. juni, var der kun kommet et par enkelte bidrag, og det gav visse betænkeligheder i bestyrelsen. Det viste sig dog at være en ubegrundet frygt, for det endte med, at Vikingespillet modtog ikke mindre end 12 synopser. Omkring halvdelen af de indsendte bidrag var skrevet over historien om Amled og halvdelen om Regnar Lodbrog, og der var generelt en meget høj kvalitet i de indsendte bidrag, hvilket gjorde udvælgelsen ekstra spændende, fortæller bestyrelsen i pressemeddelelsen.

Alle 12 bidrag blev sendt anonymt til manuskriptgruppen, der består af knapt 10 personer, og der var enighed i gruppen om, at synopsis nr. 12 - indsendt en time før fristens udløb, havde de kvaliteter, der skulle til for at skabe et brag af en forestilling på den smukke friluftsscene.

Det var først, da den endelige beslutning var taget, at navnene på vinderne blev offentliggjort i manuskriptgruppen og bestyrelsen, og Vikingespillet kunne derfor afsløre, at jubilæumsforestillingen i 2021 vil være historien om Amled skrevet af Benjamin Boraghi og David Wittenburg. Vinderne er fra Vikingespillets egne rækker, og har begge stået på scenen i mange år, så der er tale om garvede vikinger, der nu skal prøve kræfter med det at skrive en forestilling.

Pressemeddelelse

Publiceret 17 September 2019 00:00