Vinges fremtid blev i sidste uge debatteret ved et ekstraordinært, lukket byrådsmøde. Foto: BM

Vinges fremtid blev i sidste uge debatteret ved et ekstraordinært, lukket byrådsmøde. Foto: BM

Beslutning om Vinge skydes en uge til

Byrådet fandt på ekstraordinært møde onsdag ikke frem til, hvordan et nyt udbud for Vinge skal se ud. Beslutningen er udskudt til et nyt møde om en uge

Af
Anne Lønstrup

Frederikssund Alle muligheder var ifølge borgmester John Schmidt Andersen (V) oppe at vende, da Vinges fremtid blev debatteret ved et lukket, ekstraordinært byrådsmøde onsdag aften.

”Idérigdommen er stor, når man sidder 23 medlemmer af byrådet. Problemet er at få afgjort, om de mange gode forslag også har gang på jord i virkeligheden, og det skal forvaltningen nu se på, indtil vi mødes igen om en uge,” siger John Schmidt Andersen og tilføjer.

”Mødet endte med at blive en brainstorm, hvor alle optioner stod åbne. Men jeg håber virkelig, at vi kommer frem til, hvad vi skal gøre, næste gang vi mødes.”

Borgmesteren tilføjer, at alle – undtagen én, nemlig Pelle Andersen-Harild fra Enhedslisten – er enige om, at der er god gænge i arbejdet med at udvikle Vinge.

Dog erkender John Schmidt Andersen, at det var en skuffelse, at ingen bød på de byggeretter, som kommunen havde i udbud frem til den 2. september.

”Det er klart, at vi hang noget med flødekanden lige dér. Men jeg er optimist. Projektet møder bump på vejen, det kan vi ikke komme udenom. Jeg synes dog stadig, at det er et fantastisk projekt,” siger han.

Publiceret 13 September 2019 16:44