Laura håber, at hendes afklippede hår kan hjælpe en kræftramt. Foto: BM

Laura håber, at hendes afklippede hår kan hjælpe en kræftramt. Foto: BM

Laura giver sit hår til kræftramte

16-årige Laura fra Slangerup lader sit hår vokse, så hun kan donere det til kræftramte

Af
Birgitte Masson

SLANGERUP Laura på 16 år har altid fået ros for sit flotte hår. Det er ikke bare tykt og glat, der er også et helt særligt spil i hårets farve, som er naturlig. Derfor har det ikke været spor svært for Laura at lade det vokse, selvom den primære årsag til det er, at hun de sidste to år har haft et stort ønske om at ville donere sit hår til kræftramte.

Så da hun for kort tid siden var ude at køre sammen med sin far, og i radioen hørte om en frisør som donerede hår til kræftramte, udbrød Laura: 'Det er det,´ jeg gerne vil.'

32 centimeter blev der klippet af Lauras lange hår, som før gik helt ned til talgen. Privatfoto

32 centimeter blev der klippet af Lauras lange hår, som før gik helt ned til talgen. Privatfoto

"De sidste tre år har jeg kun fået klippet spidserne. Jeg har altid haft langt, tykt hår, og mit hår vokser hurtigt," siger Laura og fortæller, at frisøren forleden derfor kunne klippe 32 centimeter af hendes lange hår. Dermed gik hendes store ønske i opfyldelse:

"Kræft er en forfærdelig sygdom, så hvis jeg kan hjælpe en lille pige der har mistet sit hår på grund af kræft, er det virkelig godt."

Træffer sine egne beslutninger

Laura ser glad ud. Hendes hår har stadig lidt længde. Men det meste af det ligger nu på bordet foran hende i to bundter holdt sammen af elastikker. Resterne af hendes lange hår, skal nu gives til Kræftens Bekæmpelse.

"Mange har efterfølgende sagt: 'Hvad har du gjort af dit hår?.' Forleden da jeg skulle til eksamen i mundtlig dansk, sagde min lærer det samme, og så hørte censor også historien om, hvad jeg havde gjort," fortæller Laura og smiler.

At hun gik op og scorede et 10-tal trods ordblindhed, skyldes nu alligvel ikke hendes store hjerte der brænder for at hjælpe andre. Derimod er hun ifølge sin far Michael en rigtig slider. For udover at ride og passe sine to heste, har hun to jobs og passer samtidig skolen, hvor hun efter sommerferien tager 10. klasse EUX business på Knord i Frederikssund.

"Laura er kendt for at træffe sine egne beslutninger," siger Michael. Man kunne tilføje, - og når hun sætter sig noget for, gennemfører hun det.

"Jeg håber, at andre kan blive inspireret til at gøre det samme," siger Laura håbefuldt og tilføjer:

"Jeg skal gro det, så langt det kan igen, så jeg kan gøre det samme en gang til."

Publiceret 22 June 2019 00:00