17 medlemmer af en

17 medlemmer af en "kriminel gruppering" blev fredag aften anholdt ved Frederikssund Foto: pressefoto.dk/ritzau/scanpix

17 Satudarah-folk skal blive bag tremmer

Samtlige 17 mænd, der fredag aften blev anholdt ved Frederikssund, skal blive bag tremmer i tre døgn, mens politiet efterforsker sagen

Nordsjællands Politi har fået anholdelsen opretholdt i 3 X 24 timer for samtlige de 17 mænd med Satudarah-relationer, man fredag aften anholdt ved Haldor Topsøe Park ved Frederikssund.

Det står klart efter lørdagens Grundlovsforhør.

Dermed fulgte retten ikke politiets ønske om varetægtsfængsling.

Dommeren har mulighed for at opretholde anholdelsen, hvis der ikke er tilstrækkelige oplysninger til, at han eller hun kan tage stilling til, om der er belæg for egentlig varetægtsfængsling.

Dermed giver det i praksis politiet 3 X 24 timer til at skaffe yderligere beviser mod de sigtede, inden en ny fremstilling for en dommer.

De 17 mænd er under mistanke for at være en del af et organiseret kriminelt netværk og sigtet for at have til hensigt at samle sig med det formål at udøve vold og grov vold mod en anden gruppering.

"Som led i vores indsats over for de kriminelle netværk er vi på forkant med deres færden, og det var derfor, vi i går kunne skride til anholdelse af de 17 mænd," fortæller efterforskningsleder i Nordsjællands Politi, vicepolitiinspektør Lau Lauritzen en pressemeddelelse.

De 17 mænd i alderen 19-33 år blev fredag aften klokken 18.45 blevet anholdt ved Haldor Topsøe Park i Frederikssund. Mændene var kørende i tre biler, som blev standset af politiet og en ransagning af køretøjerne viste, at mændene var i besiddelse af flere knive og slagvåben, oplyser Nordsjællands Politi.

Publiceret 27 April 2019 19:43