Karup-Møller mener, det vil være malplaceret, at placere byggeri på Bi-lidt grunden. Foto: BM

Karup-Møller mener, det vil være malplaceret, at placere byggeri på Bi-lidt grunden. Foto: BM

DEBAT: Nej og atter nej til malplaceret byggeri på Bi-Lidt grunden

I. Karup-MøllerKlintevej 2b, Frederikssund

DEBAT Spiser man stegte sild med chokoladesovs? Nej vel, for det passer ikke godt sammen. Bygger man grimme kubistiske boligblokke på Bi-Lidt grunden, nogle endda højere end det tilladte iflg. Lokalplanen? Nej vel, for det passer ikke godt sammen.

Kære Frederikssund Byråd og Bi-Lidt ejer(e): Inden det er for sent, retter jeg, som én af de nærmeste naboer til Bi-lidt en indtrængende appel til jer, om at I nu tager skeen over i den anden hånd, finder skønhedssansen og pietetsfølelsen frem, og bygger beboelse i f.eks. ens rækkehuse- eller fiskerhusestil på denne attraktive grund. Giv Bi-Lidt grunden sin rette ”mage” (læs byggestil) som den fortjener, for lige børn leger nu engang bedst. -Jeg ved, at der er rigtig mange Frederikssundborgere, som synes, at dette vil være god stil.

Der har på det seneste været skrevet artikler i Berlingske Tidende om de fem grimmeste bygninger i København, og der er ikke lagt fingre imellem, hvad kritik angår. Se bare på Østerport Stations nye bygning- en skændsel. Se på Industriens Hus på Rådhuspladsen, en rædsel. Se på Bohrs tårn på Vesterbro, endnu mere rædsel. -Skal Frederikssund begå den samme dumhed?. Nej vel. Hvorfor bygge grimt når man kan bygge smukt?

Kast et blik på Amsterdamhusene og Nordkajen her i byen, og se hvor elegant og harmonisk det kan gøres. Havnemiljø og huse som klæder hinanden, og som er i pagt med naturen. På Bi-Lidt grunden skal et nyt byggeri naturligvis i højde og drøjte holdes indenfor lokalplanens rammer. Man kan sagtens tjene lige så mange penge på at bygge et smukt byggeri som på et grimt byggeri.

Vi skal alle leve med jeres valg i rigtig mange år fremover. Jeg går ”all in” for byens forskønnelse og ikke for det modsatte. Smag og behag er forskellig, det ved man, men tænk jer nu grundigt om alligevel. Vis hensyn til miljøet og os borgere og i særdeleshed til grundens naturskønne beliggenhed. At vise hensyn er nemlig også god stil.

I. Karup-Møller

Klintevej 2b, Frederikssund

Publiceret 13 May 2019 00:00