Tankninger giver lokale sportsklubber et løft

Jægerspris Underducks og SOIF nyder godt af OK-tankninger

Jægerspris ”Sidste år brugte vi jo vore sponsorpenge fra OK og SuperBrugsen på sikkerhedsbriller til samtlige børn og ungdomsspiller,” fortæller formanden for Jægerspris Underducks Floorball Club Sandie Bagge.

”I år har vi brugt penge på nye bolde, da vi bruger cirka 200 i løbet af en sæson. Så har vi indkøbt spillertøj i vores klubfarver til vores Vikingehold, hvor der er spillere med fra mange forskellige årgange," siger formanden.

Penge fra benzin

Det kan godt betale sig at tanke hos SuperBrugsen i Jægerspris og Slangerup. Nu har Jægerspris Underducks Floorball Club modtaget godt 12.000 kroner plus moms for det seneste år, og SOIF (Slangerup og Omegns Idræts Forening) har modtaget godt 36.000 kroner.

SOIF bruger deres penge på ungdommen. Det er materialer så som bolde, overtræksveste og medicintaske til holdene. Men pengene bliver også brugt på stævner, hvor klubbens medlemmer deltager.

Pengene har OK’s kunder sparet op til klubben ved at tanke på deres OK Benzinkort. Når man vælger at knytte sit benzinkort til sponsoraftalen, støtter man med et øre-beløb for hver liter brændstof.

Publiceret 27 September 2019 00:00