Stor lokal interesse for villagrunde i Oppe Sundby

På kort tid er der sendt 15 købsaftaler afsted på boliger i Frikvarteret

På blot en uge har Land Development allerede udsendt 15 købsaftaler til interesserede købere på de kommende villaudstykninger på boldbanerne ved den nu nedrevne Oppe Sundbyskole. De mange interesserede har meldt sig, efter at Land Development tirsdag den 6. marts inviterede til en VIP-aften, hvor projektet, der bliver kaldt ”Frikvarteret”, blev præsenteret. Området har efter en politisk godkendelse fået en mindre ændring, der betyder, at der kommer 36 villagrund på de tidligere boldbaner. De ca. 60 fremmødte, der hovedsageligt var lokale borgere fra Frederikssund, udviste stor interesse og spørgelyst. Land Development præsenterede projektet i samarbejde med EDC Poul Erik Bech, der står for salgsarbejdet samt Nykredit Bank, der tilbød de kommende boligbyggere en særlig fordelspakke til finansiering.

Flot og over forventningen

At de så kort tid efter arrangementet allerede har udsendt 15 købsaftaler til interesserede købere er ifølge Jonas Berthelsen ved LD ”meget flot og en del over, hvad vi havde forventet på nuværende tidspunkt”. ”Vi har hele tiden vidst, at beliggenheden i Frederikssund var attraktivt og i kombination med at grundene er godt disponeret samt at der har været et akkumuleret behov for at bygge nyt i Frederikssund, så er vi kommet godt i gang,” siger Jonas Bertelsen, der endvidere udtaler; ”Nu vil den traditionelle igangsætning af markedsføringen begynde, og grundene vil fra i morgen kunne findes på Boligsiden, og så vil der sikkert komme lidt flere købere til fra resten af København og Sjælland.” Det er Land Developments ambition at igangsætte byggemodningen til maj, således at de første grundejere kan starte deres individuelle byggerier til september i år.

Publiceret 26 March 2018 11:00