Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vinge-udgifter for 387 millioner kroner

Konsulenter, byggemodning og planlægning har kostet Frederikssund Kommune mere end selve opkøbet af jord i Vinge

387 millioner kroner har drømmen om at skabe et af danmarkshistoriens største byudviklingsprojekter indtil videre kostet de cirka 40.000 borgere i Frederikssund Kommune. I samme periode har salget af grunde i området indbragt kommunen 36 millioner kroner.

Det viser en aktindsigt, som DR har fået, og som nu ligger tilgængeligt på Frederikssund Kommunes hjemmeside.

Projektets fremtid har været uklar, siden politikerne i forlængelse af DRs afsløringer i sagen den 21. december sidste år besluttede at afbryde samarbejdet med AP Ejendomme og MT Højgaard, der ellers havde kontrakt på at udvikle og opføre det nye Vinge Centrum.

Ifølge opgørelsen har Frederikssund Kommune samlet investeret 179 millioner kroner i opkøb af grunde og bygninger i dét, der skal blive til Vinge, og man har afholdt udgifter for 208 millioner kroner til byggemodning, arkæologiske udgravninger, udarbejdelse af helhedsplan, konsulentydelser m.v.

Givet godt ud

Heraf har alene konsulentydelser hos Bendix Consult samt Horten kostet cirka 30 millioner kroner plus moms.

Men selvom Frederikssund Kommune samlet har brugt 387 millioner kroner og blot fået 36 millioner kroner ind igen, så er pengene givet godt ud, forsikrer både kommunens borgmester John Schmidt Andersen (V) og kommunaldirektør Ole Jacobsen.

“Pengene er ikke spildte, for vi er i gang med en proces, hvor der skal ske et genudbud. Man skal også kigge på, hvad de udgifter dækker over. Hovedparten er jo ting, vi har fået eller jordkøb, som repræsenterer en ganske betydelig værdi. Vi har helhedsplanen, og vi har hele det tekniske grundlag for at arbejde videre,” siger Ole Jacobsen til DR.

Borgmester John Schmidt Andersen (V) vurderer, at der bliver brug for forarbejdet, hvis det lykkes at få Vinge-projektet i udbud igen, sådan som han håber på.

“Jeg synes jo i virkeligheden ikke, at vi er løbet nogen stor risiko. De penge, vi har brugt, er jo ikke tabt. Vi har brugt nogle penge på nogle rådgivere, som er tabt, men alt andet, vi har lavet, er jo ikke tabt,” siger John Schmidt Andersen ifølge DR.

Publiceret: 11. Januar 2018 10:33

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Bøger
Forsiden netop nu