Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vinge, en fornyelse af byplanlægning

Jens Rolfgaard, Kirsebærvænget 7, 3600 Frederikssund

Det er da utroligt, hvor negativt Vinge projektet bliver omtalt. At kommunen endelig satser på at gennemføre et ambitiøst projekt for udbygning af Frederikssundsområdet er aldeles spændende og en fornyelse inden for byplanlægning.

En standardudbygning uden nytænkning, som vi ser i Egedal, ville være det samme som at acceptere at Frederikssund er en halvdød by uden ambitioner. Vinge har sat Frederikssund på landkortet som et spændende område, som kan tiltrække unge familier i konkurrence med Hillerød og Helsingør.

Uden et sådan projekt vil Frederikssund dø i forhold til disse byer og syne hen i forhold til den øvrige udvikling i Nordsjælland.

Dette er ikke for at forklejne de alvorlige problemer, som projektet er løbet ind i. Det er nærliggende at tro at problemet drejer sig om ansvarsfordeling mellem AP Pension og kommunen. Det er også nærliggende at tro, at det meget avancerede stationsbyggeri udgør en stor del af problematikken.

Glem ikke, at det vigtigste er, at der kommer en station.

Bliver den ikke så avanceret som planlagt, er det ærgerligt, men ikke afgørende.

Der kan stadig anlægges en indbydende grøn stationsplads med cafe, restaurent og indkøbsmuligheder. Da banestyrelsen har planlagt at lukke S-togslinien til sommer, skal nødvendige tiltag for den kommende station vel udføres ved samme lejlighed.

Så tænk kreativt, både kommune og AP Pension, for en løsning, så samarbejdet kan reetableres.

Det synes også at være AP Pensions holdning.

Publiceret: 13. Januar 2018 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund