

Vinderen er fundet: Sådan skal havnebad se ud
Der bliver plads til både svømning og undervisning i det kommende havnebad
Vinderprojektet er tegnet af Christensen og Co Arkitekter A/S (CCO), Moe A/S og Marianne Levinsen Landskab.
Det var en enig bedømmelseskomité, der pegede på projektet som det bedste af de forslag, de fire prækvalificerede teams havde indgivet. I alt havde 17 teams budt ind på opgaven og heraf blev fire altså prækvalificeret.
“Det bliver et flot Kultur- og Havnebad, der løser de funktioner, som Frederikssund Ny Initiativråd og Frederikssund Kommune ønsker i et havnebad. Det bliver flot indpasset i naturen og nærområdet, det giver optimale rammer om vinterbadning og det giver byen et nyt mødested og vartegn,” siger borgmester John Schmidt Andersen.
Kultur- og Havnebadet bliver bygget af bæredygtige materialer. Det får form som en cirkel, der flyder på fjorden, og det bliver bygget med fossileret træ, der falder flot ind i naturen, som omgiver havnebadet. Træet vil med tiden ændre sig, så det får en farve, der minder om sølv.
Inde i cirklen vil der være et badebassin og et svømmebassin. Der vil være solterrasser, udsigtsplatform, depotrum og rørebassiner med krabber og andre havdyr. Vinterbaderne kan glæde sig over, at der bliver en terrasse direkte ud til fjorden, hvorfra man kan springe i vandet og bagefter gå direkte i sauna eller ind i omklædningsrummene.
Frivillige fik ideen
“I Frederikssund Ny Initiativråd har en gruppe af frivillige siden 2013 arbejdet målrettet og kreativt med at etablere et havnebad i Frederikssund. Vi har formgivet rammerne for en badefacilitet i pagt med naturen til gavn for byens og regionens borgere, og er stolte over at vi, i samarbejde med fondene, har tiltrukket godt og vel halvdelen af anlægsudgifterne til havnebadet. Jeg vil kalde det for en stor sejr for et frivilligt borgerinitiativ i Frederikssund,” siger Lars Jepsen-Sølvhøj fra Frederikssund Ny Initiativråd.
Projektet får støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der bidrager med 8,2 mio. kr., Friluftsrådet har givet 300.000 kroner, mens Byrådet har afsat knap 8,3 mio. kr. i anlægsmidler til projektet. Det forventes, at Kultur- og Havnebadet står færdig i sommeren 2019.
Den 31. januar 2018 vil interesserede borgere få mulighed for at deltage i en præsentation af projektet. Her vil man kunne se tegningerne, høre om og stille spørgsmål til projektet.
Det foregår klokken 17 i byrådssalen på rådhuset i Frederikssund og det er ikke nødvendigt med tilmelding.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra
Lokalavisen Frederikssund


