Felter, der skal udgraves inden etablering af fase 1 af idrætsbyen.
Felter, der skal udgraves inden etablering af fase 1 af idrætsbyen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vikingespor afsløret ved idrætsby

Arkæologer skal grave for 9 millioner kroner

Endnu inden byggeriet af den kommende idrætsby ved Frederikssund kan komme i gang, skal Frederikssund Kommune hive hele ni millioner kroner frem.

Resultaterne af de arkæologiske forundsøgelser på området har nemlig været så interessante, at Roskilde Museum skal i gang med et omfattende gravearbejde frem til udgangen af 2017.

Ifølge en orientering til kommunens fritidsudvalg, har arkæologerne blandt andet fundet spor efter landsbyen Tollerup, som forsvandt i 1600-tallet, men som har rødder helt tilbage til vikingetiden.

På et stort område midt på grunden er der desuden fundet en meget stor mængde stolpehuller fra to- og treskibede huse, gruber og skelgrøfter, der kan dateres tilbage til hhv. bondestenalder, bronzealder og jernalder.

"Set ud fra et arkæologisk perspektiv er det spændende fund, der vidner om et sted, der har rummet stor aktivitet tilbage fra bondestenalderen og frem til 1600-tallet," hedder det blandt andet i orienteringen.

"Det giver en mulighed for at vise og fortælle borgerne om de liv, der blev levet i lokalområdet for flere tusinde år siden. Roskilde Museum vil gerne samarbejde om at formidle og fremvise de arkæologiske fund til presse og lokalsamfund. Det kunne være fremvisninger for skoleelever som led i et undervisningsforløb eller guidede ture for interesserede borgere," foreslår museet.

Der er i 2017 afsat 34,8 mio. kr. til påbegyndelsen af byggeriet af idrætsbyen, og det er fra dét beløb, pengene til udgravningerne skal findes.

Ifølge sagsfremstillingen vil udgravningerne ikke forsinke byggeriet af idrætsbyen.

Publiceret: 05. Januar 2017 09:40

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

Fik du læst
ANNONCER
Se flere