Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vigtigt med politik, der støtter landsbyerne

Jørgen Bech,
byrådsmedlem (V)

Forleden skrev vores borgmester, John Schmidt Andersen, i den nye Hornsherred Lokalavis, at vi bør etablere en landsbypolitik.

Det er en meget vigtig udmelding, som jeg naturligvis er helt enig i. Vi bør fastlægge en politik, der kan understøtte landsbyerne. Den skal være med til at gøre det attraktivt for at flere, også i fremtiden, vil bo i landsbyerne.

I Frederikssund Kommune er der 33 landsbyer med i alt ca. 6.200 indbyggere ud af kommunens ca. 44.725. Den største landsby er Skuldelev og den mindste er Hellesø. Landsbyerne er opdelt i seks større landsbyer, 12 særlige landsbyer og 15 landzonelandsbyer.

Alle kommunens borgere har glæde af levende landsbyer. De er en del af vores identitet og oplevelsen. Landsbyernes attraktion knytter sig f.eks. til de tætte og levende bo-miljøer samt de kulturhistoriske værdier.

Målet bør derfor være, at vi også i fremtiden kan tiltrække nye borgere til landsbyerne samt bevare den enkelte landsbys særlige identitet og kvaliteter.

Dette kan f.eks. ske ved, at også bygninger i landsbyerne kan moderniseres og tilpasses nutidens behov. Der bør i hvert fald ikke stilles politiske hindringer i vejen for dette, som vi har set eksempler på. Det skal nemlig kunne give mening for boligejerne - også økonomisk - at videreføre og vedligeholde bygningerne, naturligvis i respekt for væsentlige kulturhistoriske værdier.

Lovgivningen betyder, at udvikling primært kan ske på de eksisterende matrikler. Der er kun mulighed for nye boligområder ved enkelte af de større landsbyer.

Derfor er det vigtigt, at vi lokalpolitisk sikrer rummelighed, hvor vi kan. Ellers er der risiko for, at landsbyerne dør hen.

En landsbypolitik bør være handlingsrettet og udarbejdes sammen med landsbyerne.

Jeg håber, at vi i det ny byråd kan opnå enighed om at skabe den landsbypolitik, som vores borgmester har lagt op til.

Publiceret: 21. Februar 2017 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

Annonce
ANNONCER
Se flere