Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Trafikkaos i Frederikssund koster klip og bøder

Bilister, som svinger op på fortorvet eller kører mod ensretningen risikerer bøder og klip i kortet, det meddeler Nordsjællands Politi

Af Birgitte Masson

'For ca. 14 dage siden valgte myndighederne at Færgevej skulle være ensrettet fra J.F. Willumsensvej og ind mod byen. I starten var der fuldt kaos, mange bilister havde tilsyneladende aldrig set et blåt skilt med teksten “Ensrettet” eller for den sags skyld et rundt, rødt skilt med en hvid streg igennem.' Sådan skriver Flemming Bülow på Facebook og fortsætter lidt længere inde i teksten:

'Her ca. 14 dage efter kører et stort antal bilister stadig mod ensretningen, når de skal hjem til fyraften'.

Og det er tilsyneladende ikke kun Flemming Bülow, som er fortørnet over hensynsløse og uansvarlige bilister. Flere har kommenteret Bülows Facebookopslag, fordi de har været vidne til, at børn var ved at blive kørt ned af bilister der kørte i den gale retning. Eller bilister som fortsatte kørslen ad fortorvet.

Onsdag klokken 16.52 gik en borger skridtet videre og kontaktede Nordsjællands Politi, for at anmelde fem bilister som kørte mod ensretningen på Færgevej. Og det får nu politiet til at reagere:

“Uanset om bilisterne kører mod ensretningen eller overtræder overhalingsbestemmelserne, så koster det 2.000 kroner i bøde og et klip i kortet,” siger faglig koordinator ved Nordsjællands Politi Erik Andersen. Han opfordrer på det kraftigste folk til at vise hensyn og overholde færdselsreglerne.

Publiceret: 07. December 2017 10:38

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund