Kommunalvalg 2017
Børn og forældre er mere tilfredse, viser en ny undersøgelse. Arkivfoto: Mathias Rasmussen
Børn og forældre er mere tilfredse, viser en ny undersøgelse. Arkivfoto: Mathias Rasmussen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tilfredsheden blandt forældre er stigende

Ny undersøgelse viser, at forældre i stigende grad er tilfredse med de kommunale tilbud til deres børn

frederikssund Der er god grund til at være fortrøstningsfuld, hvis du er forældre til et barn i dagtilbud, skole eller klub i Frederikssund. I en pressemeddelelse fortæller Frederikssund Kommune således, at en netop gennemført forældretilfredshedsundersøgelse på 0-18 årsområdet viser gode resultater og pæn fremgang på netop disse områder.

Størst er tilfredsheden blandt forældrene på klubområdet. Undersøgelsen viser således, at 93 % af forældrene til børn i Frederikssund Kommunes klubber giver udtryk for, at deres barn trives i klubben. Tilfredsheden er især høj i forhold til den hjælp, deres barn får af klubmedarbejderne. 93 % af forældrene er meget enige eller delvist enige i, at deres barn får hjælp af en klubmedarbejder, når der er behov for det.

Samtidig viser undersøgelsen også, at der blandt børnene hersker en lige så stor tilfredshed med klubberne som hos forældrene, og det glæder formand for Uddannelsesudvalget Anne-Mette Risgaard Schmidt (V):

“Der tegnes et klart billede af, at børnene og de unge i klubberne er meget glade for at gå der, og at de får en utrolig god støtte af klubmedarbejderne. Klubberne er en stor del af børnenes hverdag, hvor de skal føle sig godt tilpas, indgå i et socialt samspil og udvikle sig.” Undersøgelsen viser også gode resultater på dagtilbudsområdet, hvor 90 % af forældrene samlet set er meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud. Det er en lille stigning i forhold til den seneste undersøgelse, der blev gennemført i november 2016. Her var 88 % enten meget tilfredse eller tilfredse. Størst fremgang opleves hos forældrene i Frederikssund Syd, hvor tilfredsheden er steget fra 84 % til 93 % samt i Jægerspris, hvor den er steget fra 78 % til 87 %.

På skoleområdet er tilfredsheden på stort set alle af undersøgelsens spørgsmål identisk med den sidste års måling. Der ses dog fremgang på forældrenes tilfredshed med lærernes og pædagogernes kommunikation om deres barns trivsel og faglige udvikling. I forhold til kommunikationen om barnets faglige læring er andelen af meget tilfredse og tilfredse forældre steget fra 56 % til 61 %.

“En god kommunikation og et godt samarbejde mellem skole og forældre er et af omdrejningspunkterne for at sikre trivsel og faglig udvikling hos eleverne. Jeg kunne godt have tænkt mig, at den generelle forældretilfredshed på skoleområdet var steget, da det er den politiske målsætning,” siger Anne-Mette Risgaard Schmidt.JM

Publiceret: 10. August 2017 09:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere