Da storesøsteren fik en kæreste, der kørte Motocross, skiftede Mads Bengtson speedway-cyklen ud med en motocross-maskine.

Da storesøsteren fik en kæreste, der kørte Motocross, skiftede Mads Bengtson speedway-cyklen ud med en motocross-maskine. Foto: Mikkel Wendelboe

Mens andre slapper af: Nu tager Mads til VM

Mads Bengtson fra Slangerup skal køre om VM-medaljer i motocross

Af
Henrik Gregersen

motorsport Mens en tur til Italien midt i sommerferien for de fleste er ensbetydende med afslapning, god mad og hygge, bliver det for 12-årige Mads Bengsson fra Slangerup en noget mere spændende og endnu mere svedig omgang.

Han skal nemlig dyste om VM i Motocross i den kommende weekend.

"Jeg regner ikke med at komme på podiet. Så skal alle andre da styrte, men hvis bare jeg kan blive blandt de 30-40 bedste, er det godt nok," siger han med et grin, inden "reservestorebror" Mikkel Wendelboe supplerer:

"Der er fire med fra Danmark. Men nogle af dem, Mads skal op imod, lever stort set som fuldtidsprofessionelle allerede som 12-årige. Så de har nogle lidt andre forhold," konstaterer han.

Mads må til sammenligning "nøjes" med at træne på maskinen to-tre gange om ugen og supplerer så med styrketræning.

Til daglig går Mads Bengtson på Byvangskolen i Slangerup.

Til daglig går Mads Bengtson på Byvangskolen i Slangerup.

Går på Byvangskolen

Efter sommerferien begynder Mads Bengtson i sjette klasse på Byvangskolen i Slangerup.

Her synes klassekammeraterne, det er sejt, at Mads efterhånden har været til løb i en halv snes lande. Men han er den eneste, der har kastet sig over sporten:

"Dét, jeg godt kan lide, er, at det er én selv, der afgør det. Man er ikke så afhængig af andre," siger han til Lokalavisen.

Og så alligevel.

For motorsport kræver, at enten familiemedlemmer eller bekendte står klar med viden og hænder, der kan håndtere en drilsk motor.

For Mads' vedkommende er det især faderen samt reservebroderen Mikkel, der står for det praktiske.

De skal da også begge med til Italien.

"Og så kan det være, min mor og mormor flyver ned for at se det. Min mor kan godt blive lidt bekymret, men min far synes bare, det er fedt. Det er det også. Især når man flyver ud over et hop. Så er det en god fornemmelse."

Publiceret 08 July 2019 00:00

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!