FIK ramte ikke topniveauet lørdag, hvor det blev til et 0-2-nederlag. Derfor er der udsigt til en ren gyser lørdag i Stenløse, hvor oprykningen til Danmarksserien kan blive afgjort.

FIK ramte ikke topniveauet lørdag, hvor det blev til et 0-2-nederlag. Derfor er der udsigt til en ren gyser lørdag i Stenløse, hvor oprykningen til Danmarksserien kan blive afgjort. Foto: Terkel Maack

Gyser i vente efter FIK-nederlag

Et hjemmebanenederlag i weekenden har gjort oprykningen til en ren lokal-gyser. Udekampen mod Stenløse på lørdag kan blive afgørende

Kampen lørdag eftermiddag på Frederikssund stadion endte ikke, som hjemmeholdet og de fleste tilskuere havde håbet.

Dermed er der lagt op til en sand gyser på lørdag, hvor FIK gæster Stenløse.

Med to runder tilbage står opgøret om den direkte oprykningen nemlig alene mellem de to klubber - og trods denne weekends nederlag på hjemmebane, står FIK fortsat med trumferne på hånden.

Skæbnekampen i Stenløse vil med sejr sikre FIK oprykning. Uafgjort vil give FIK alle trumferne på hånden i form af tre points forskel og en bedre måscore til FIK, mens et nederlag bringer holdene á point inden sidste spillerunde.

Ramte ikke topniveau

En første halvleg, hvor FIK ellers var dominerende fra start til slut, endte uden mål til trods for at bolden i en situation dansede kinddans med målstregen, efter at have ramt overliggeren.

Derudover havde både Christian Helev og Mikkel Eliassen et par pæne hovedstødschancer, men det kom i forlængelse af hjørnespark eller lange indkast, for i åbent spil stod gæsterne fra Glostrup godt.

På en dag hvor FIK-spillerne ikke ramte topniveauet var det nok til at holde topholdet på afstand.

Ved 2. halvlegs begyndelse håbede hjemmepublikummet dog på at se noget andet, mere sprudlende fodbold fra FIK, men halvlegen startede frustrerende med, at Glostrup pludselig var lidt bedre med end i før pausen.

Og Glostrup skulle modsat FIK ikke bruge lang tid på at få bolden i mål. En bold kom igennem den centrale del af banen, hvor Alexander Carlsen kunne runde FIK-keeper Joaquin Martinez og sikkert gøre det til 1-0 til Glostrup.

Det var endda lige ved at blive til endnu en scoring kort efter, da et flad tværbold fra højre fandt en Glostrupspiller på kanten af det lille felt, men afslutningen gik langt både over og forbi mål.

FIK fik for alvor kontrol på kampen og var komplet styrende efter en times tid, da Glostrups anfører Kristian Lauritzen fik gult kort. Det gav først en god mulighed til Christian Helev, hvis afslutning sneg sig lige uden om målet efter fint oplæg fra Frederik Sommer.

Et par minutter senere var det så Frederik Sommer selv, der havde et fornemt hovedstød, men nøjagtig som i første halvleg for FIK ramte bolden overliggeren og balancerede på stregen, før Glostrups målmand fik kontrol på bolden.

Tiden gik herefter uden at hjemmeholdet skabte mange nævneværdige muligheder, selvom man forsøgte sig med både Nicklas Lohals' lange indkast og flere farlige fremlægninger. Der kom altid lige en Glostrup-spiller i vejene. Derudover fik Glostrup taget tempoet ud af kampen i flere omgang med en række udskiftninger halvlegen igennem.

Med knap to minutter tilbage var Frederik Sommer på spil igen, men hans flade langskud gik lige på den forkerte side af stolpen i en situation, hvor gæsternes målmand virkede lettet ved at se bolden gå forbi.

Da uret rundede 90 minutter fik Glostrup endnu et gult kort, og FIK var på daværende tidspunkt allerede gået over til totalpres og meget direkte spil.

Trods det enorme pres var det desværre gæsterne, som idet 96. minut kunne løbe kontra og score til 2-0 ved Mathias De Lasson. Således sluttede kampen ved en livsvigtig sejr til Glostrup, men et nederlag til FIK, som efterlader dem med en ultravigtig kamp i den kommende weekend ude mod Stenløse BK.

Publiceret 27 May 2019 10:40