William og Alexander Wennecke stormer op ad gokart-stigen. Foto: Maiken Kestner

William og Alexander Wennecke stormer op ad gokart-stigen. Foto: Maiken Kestner

Brødre med fart på: "Det er et familieforetagende"

To brødre Wennecke stormer frem på gokart-banerne - med familien i ryggen

Af
Jesper Berg

motorsport Når de to brødre, Alexander og William Wennecke fra Slangerup, dyrker deres fritidsinteresse, sker det en stor del af tiden med 120 kilometer i timen klemt inde i et ganske lille rum få centimeter over asfalten. De dyrker nemlig gokart. Og er rigtig gode til det.

Lillebror Alexander på 12 år fik sidste år dispensation til at køre i juniorklassen og fik adskillige podiepladser i sin debutsæson, mens storebror William trods sine blot 14 år i år kører sin første sæson som senior og allerede har to sejre i lige så mange løb.

"Jeg vandt i januar mit første løb som senior ved ASKH Vintercup, og en uge efter vandt jeg DASU Trophy Cup i Herlev," fortæller William Wennecke fra stuen i Kongensgade i Slangerup. Løbet kaldes også for DM i indendørs gokart, og den unge kører vandt både tidtagningen samt alle heats og satte endda banerekord to gange undervejs. Storebror Alexander Wennecke lå nummer tre i finalen, indtil batteriet på hans gokart satte ud, og han måtte udgå med to omgange tilbage.

Den hurtigste linje

William Wennecke har med succes i mange år dyrket spring på hest, og den sport har givet ham mange givtige erfaringer med til motorsporten.

Forældrene, Jane og Morten Wennecke, bakker sammen med resten af familien op, så præmieskabet kan blive endnu mere fyldt.

Forældrene, Jane og Morten Wennecke, bakker sammen med resten af familien op, så præmieskabet kan blive endnu mere fyldt.

"Både i ridning og motorsport er det vigtigt at kunne udnytte og placere sin vægt rigtigt og at kunne finde den hurtigste linje rundt i et sving," fortæller han.

Brødrene satser 100 procent og bruger al deres fritid på motorsport, efter de sidste år fik deres debut og fik podiepladser ved fire ud af fem løb, de deltog i.

"Selvom vi var nye sidste år i udendørs gokart, kørte vi hurtigere end de fleste andre gokart-kørere," siger William Wennecke.

Udenfor gokartbanen trænes der Formel 1-simulator.

Udenfor gokartbanen trænes der Formel 1-simulator.

Nu er brødrene derfor en del af Team Wennecke Racing, som er bygget op omkring de to gokartbrødre. Teamet anvender gokarts fra italienske Tony Kart og deltager i løbskategorien Rotax Max. Alexander Wennecke fortsætter i 2019 i Rotax Max Junior, og William Wennecke er altså begyndt på sin første sæson som senior i klassen Rotax Max Senior. Begge kørere er i 2019-sæsonen desuden tilknyttet det professionelle gokart-team RS Competition.

250 kr. pr. omgang

"William har allerede testet Formel 4-biler og andre sportsvogne, men vi har valgt at tage en sæson mere i gokart for at få noget mere erfaring," siger William Wennecke.

Et lavt tyngdepunkt og en lav vægt giver mulighed for en fart på op til 120 kilometer i timen. Foto: Jan Saltoft

Et lavt tyngdepunkt og en lav vægt giver mulighed for en fart på op til 120 kilometer i timen. Foto: Jan Saltoft

Men motorsporten er en dyr fornøjelse. Faktisk havde Team Wennecke i 2018 et budget på 300.000 kroner, og det samme er tilfældet i 2019.

"Så længe drengene i begyndelsen kun kørte indendørs i klub, kunne vi overskue de godt 1.000 kroner om måneden per kører, det kostede, men nu er det blevet noget mere professionelt med egne karts og masser af udgifter til al mulig grej og ikke mindst transport," fortæller brødrenes far, Morten Wennecke, der har det store overblik over sønnernes karriere.

"Skal vi for eksempel købe os til 10 omgange i racerbil på Jyllandsringen, koster det 2.500 kroner, og en fem dages-tur til konkurrence i gokart i Italien løber snildt op i 20.000 kroner," siger Morten Wennecke.

DM i cykling

"Teamet bruger på en typisk løbsdag et sæt dæk til 1.600 kroner per gokart. Hertil kommer blandt andet gokarts, hjelme, dragter, tøj, sko, handsker, værktøj, trailer, licenser, tilmeldingsgebyrer, brændstof og rigtigt mange reservedele," fortæller teamchefen, der som tidligere danmarksmester i cykling kender til de krav, der stilles i topidræt.

Behovet for sponsorer er derfor stort til trods for, at Team Wennecke i høj grad er et familieforetagende. Teamets mekaniker og chefmekaniker er brødrenes henholdsvis onkel og morfar. Og resten af familien spiller også en stor rolle, når der er træning og løb på programmet.

Man kan læse mere om Team Wennecke Racing og brødrenes resultater på denne hjemmeside og naturligvis på Facebook og Instagram.

Publiceret 01 February 2019 07:00

SENESTE TV