Debutant stjal showet, da FC Fjordbold åbnede den nye sæson med sejr

Der var stuvende fyldt i Frederikssundhallen lørdag eftermiddag, da FC Fjordbold åbnede Futsal-ligaen med en sejr imod Albertslund IF.

Hjemmeholdet havde de hjemvendte helte Morten Hauglund og Marco Aurelio på holdkortet, ligesom der var debut til Rasmus Johansson.

Og det var netop sidstnævnte, YouTube-”fænomenet” Rasmus Johansson som skulle være den mest iøjnefaldende spiller i hans debut for Fjordbold.

Således havde han sidste fod på bolden ved fire af hjemmeholdets fem scoringer.

FC Fjordbold dominerede fra start og der var ikke engang gået tre minutter, før Rasmus Johansson havde scoret. Det kom efter en frisparks-situation, da gæsternes målmand uretmæssigt havde fået bolden tilbage fra en medspiller.

Der skulle herefter gå et godt stykke tid hen mod halvleg, før det næste mål blev scoret. Igen var Rasmus Johansson målscorer, og det efter flot arbejde af Marco Aurelio og anfører Christian Andreasen. Men 2-0 holdt ikke længe, for straks efter reducerede Albertslund til 1-2 via et par gode kombinationer og et par skarpe træk.

Efter pausen kom FC Fjordbold stærkt ud og der måtte en aldeles velspillende Albertlund-keeper til at forhindre yderligere scoringer til hjemmeholdet.

Helt stille blev der i hallen et øjeblik, da det lykkedes Albertslund at udligne til 2-2. Det var endda et uheldigt selvmål af FCF, der gav udeholdet momentum et øjeblik.

Men der gik gudskelov ikke panik i Fjorbold-spillerne, der fortsatte det målsøgende spil og satte flere gode angreb op.

Da Albertslund med 5-6 minutter tilbage nåede grænsen for frispark, blev FCF tildelt et 10-meters straffe, som Rasmus Johansson fik udnyttet til 3-2.

Det fik gæsterne til at satse med målmanden fremme de sidste minutter, og det resulterede kort efter i 4-2 via en scoring fra Morten Hauglund, der udnyttede en friløber alene med en forsvarsspiller.

Kort før slutfløjtet fik Fjordbold endnu engang chancen på et 10-meter straffe, og det var en formsag for Rasmus Johansson at lukke kampen til slutresultatet 5-2 med sit fjerde mål.

Sikke en måde at debutere på. Med sejren har Fjordbold fået den start trænerne David Sembach og Martin Hilstrup håbede på, også selvom træværket var i vejen en håndfuld gange undervejs i kampen, og at man dertil kan lægge i hvert fire store åbne målchancer, som ikke blev omsat til scoring.

Næste opgave for FC Fjordbold er en af sæsonens nøglekampe, når de på udebane i Kildeskovshallen møder JB Futsal Gentofte på søndag d. 18. november kl. 15.30.

Publiceret 12 November 2018 10:16

SENESTE TV

DEBAT: Skolepolitikken er i vejen for vores børn, folkeskole og Vinge

Fra 6. klasse skal eleverne på Ådalens Skole danne nye klasser, da de samtidig skal vælge linier med et særligt fokus.

De nuværende fire 5. klasser på skolen er overfyldte med med 25 til 27 elever pr. klasse, da de siden skolestarten er vokset med ca. en elev pr. klasse hvert år.

Derfor er det oplagt, at man efter sommerferien fordeler eleverne i fem klasser i stedet fire. Derved ville klasserne ligge tæt op af gennemsnittet for både Frederikssund Kommune og Danmark i øvrigt, og der ville være plads til nye elever, som flytter ind i Ådalens Skoles skoledistrikt, som jo dækker både byggeriet ved den gamle Oppe Sundby Skole og ikke mindst Vinge.

Men nej, byrådets uddannelsesudvalg har sagt ”nej” til at forsøge at finde pengene en ekstra klasse, efter at over 100 forældre på årgangen støttede en henvendelse til udvalget, der forklarede behovet for fem klasser efter sommerferien.

Skolen må godt lave fem klasser, men den får kun økonomi til fire.

Konsekvensen af, at vi ikke prioriterer folkeskolen, rammer flere steder.

Det går naturligvis hårdt ud over eleverne, som allerede nu lider under de store klasser, der proppes ind lokaler, der ikke bygget til 27 elever, mens lærerkontakten og mulighederne for at levere den diffentierede undervisning, som eleverne har krav på, bliver minimal.

Men vi er også nødt til at erkende, at skolepolitikken står i vejen for, at skolen kan tiltrække de lærere som den pt. mangler.

Det er ganske enkelt ikke gode arbejdsvilkår for en lærer at skulle undervise en overfyldt klasse med 27 elever.

Og så rammer det naturligvis også kommunens smertensbarn - Vinge.

Man må spørge sig selv hvor attraktivt det er at flytte til Vinge, hvis sønnike skal klemmes ind i distriksskolen som elev nr. 28 eller 29?