Efter 0-2 i lyn-tempo, kom FIK tilbage i kampen og sikrede sig 2-2. Dermed hænger det unge hold fortsat på i toppen. Foto: Terkel Maack

Efter 0-2 i lyn-tempo, kom FIK tilbage i kampen og sikrede sig 2-2. Dermed hænger det unge hold fortsat på i toppen. Foto: Terkel Maack

FIK fik uafgjort efter svag start

Frederikssund var bagud 0-2 efter fem minutter

For tredje kamp i træk kom FIKs Sjællandsseriehold skidt i gang.

De burde ellers være advaret, da de i begge sæsonens kampe hidtil havde indkasseret mål inden for kampens første minutter. I Farum gik det på samme måde, og så endda en tand værre.

Det var nemlig 2-0 til Farum efter blot fem minutter.

FIK havde vundet begge kampe i sæsonstarten, trods deres halvdårlige indledninger – men denne dag i Farum sluttede sejrsstimen da også. At man overhovedet slap fra Farum med uafgjort har nok alligevel kunne betegnes som en lille sejr, når man tager den sløje indledning med i ligningen.

Og så alligevel ikke… ved stillingen 2-2 misbrugte den ellers så sikre straffesparksskytte Martin B. Hansen nemlig fra 11-meter-pletten. Farum BKs målmand Magnus Hassing reddede det svage forsøg, og gjorde dermed skaden god igen efter selv at have begået forseelsen på FIKs Christian Helev.

Der skulle som sagt kun gå fem minutter af kampen, før FIK var nede 0-2.

Først ved Nicolai Bertelsen efter et par minutter og kort efter på et selvmål fra FIKs Mikkel Eliassen efter et hjørnespark.

Frederikssund fik dog kæmpet sig tilbage i opgøret, og inden pausen headede Oliver Juul Hansen reduceringen ind efter Frederik Sommers gode indlæg.

Efter pausen fik FIK også udlignet efter et flot sololøb af Christian Helev. Han blev dog ikke krediteret som målscorer, da en Farum-forsvarer var ansvarlig for, at bolden røg over stregen til 2-2.

FIK appellerede igen mod slutningen af kampen for straffespark, da en Farum-spiller havde hånd på bolden i feltet, men kampens dommer var færdig med at uddele straffespark. Derfor sluttede kampen 2-2, og selvom FIK altså mistede point, så har de fortsat godt fat i toppen af rækken, på en øjeblikkelig 2.plads med syv points.

Næste opgør venter på lørdag d. 15. september kl. 14.00 på Fredensborg Stadion, hvor Fredensborg BI tager imod. Efter en pæn start har Fredensborg nu lidt to nederlag i træk. Lørdag blev det til et 1-5 nederlag i Stenløse.

Publiceret 10 September 2018 09:55

SENESTE TV

Året er startet godt for FC Fjordbold.

Lørdag eftermiddag vandt holdet igen, og har nu hentet fuld gevinst i begge kampe hidtil i 2019.

Men hvor sidste uges 6-1 sejr mod Albertlund IF blev hentet med flot spil og relativt overbevisende, så var der mere mudder i maskineriet i dagens hjemmekamp mod Nørrebro Futsal.

Møllegaardhallen dannede en flot ramme om kampen, og fra start lignede det igen, at Fjordbold ville spadsere sig til en overbevisende sejr, da man allerede efter tre minutters spil var foran 2-0 på mål af henholdsvis Brian Mengel og Marco Aurelio.

Men herfra mistede Fjordbold lidt gnisten og gæsterne spillede sig fint ind i kampen. På få minutter midt i første halvleg fik de også scoret to mål, og således kom gæsterne på omgangshøjde. På dette tidspunkt var kampen meget lige og bølgede frem og tilbage.

Kort før pausen fik hjemmeholdet så et vigtigt rygstød, da Marco Aurelio fik scoret til 3-2. Målet var til gengæld værd at vente på.

Brian Mengel spurtede frem i venstre side, hvorefter han spillede på tværs til Marco Aurelio, der med et elegant chip fik bolden over keeperen og i nettet.

I anden halvleg var Fjordbold fortsat ikke sprudlende som til at starte med, men de fik lukket mere ned for gæsterne, der havde vanskeligere ved at komme til afslutninger end i første halvleg.

Mål blev der ikke scoret mange af, og hjemmeholdet tillod sig endda at misse et straffespark undervejs. Men en af kampens store oplevelser var ligesom sidst Brian Mengel – og han fik lidt ro på holdet og hjemmepublikummet med målet til 4-2.

I kampens allersidste minut kom så også Morten Hauglund på scoringslisten, og dermed sluttede det 5-2. Et resultat, der får sejren til at fremstå mere overbevisende end den i virkeligheden var.

Skarphed og koncentration bliver to vigtige fokusområder, når FC Fjordbold spiller igen i den kommende weekend. Der venter nemlig København Futsal, som netop nu indtager 1. pladsen i Liga Øst. København har fortsat ikke tabt, men Fjordbold kan hænge optimismen på det faktum, at den omvendte kamp sluttede 4-4, og hvor Fjordbold i den grad var ovenpå flere gange undervejs.