HK 73's herrer kom et skridt nærmere en play-off kamp om oprykning efter søndagens sejr over KFUM. (Foto: Ove Dyrstrøm)

HK 73's herrer kom et skridt nærmere en play-off kamp om oprykning efter søndagens sejr over KFUM. (Foto: Ove Dyrstrøm)

HK 73 nærmere en oprykning

Efter 26-19 sejr over KFUM indtager de nu 2.pladsen, der skal spille play-off kampe om oprykning

Af
Ove Dyrstrøm

HÅNDBOLD. I Kvalifikationsrækken er HK 73 pludselig avanceret til rækkens 2.plads, som giver ret til play-off kampe om oprykning til 3.division. Det skyldes at senest Ydun og Føroyar har trukket deres hold, derfor bliver deres resultater nulstillet, hvilket nu betyder, at HK 73 passerer Team Arresø i tabellen og rykker op på 2.pladsen.
”Vi er da glade for at ligge på 2.pladsen, men for håndbolden er det et sygdomstegn, at tre hold er nød til at trække sig ud af en Kvalifikationsrække, fordi de ikke kan stille hold. Det er en trist udvikling, for vi vil jo gerne spille kampe”, fortæller HK 73’s træner Jan Gudnitz.
Derfor kom søndagens resultat med en 26-19 sejr over KFUM på det helt rette tidspunkt, idet HK 73 nu er ét point foran Team Arresø inden de tre sidste kampe. Det lignede dog et tæt opgør i 1.halvleg med skiftene føringer til de to hold. De fulgtes ad til 5-5 midt i halvlegen, hos hjemmeholdet viste Rasmus Fledelius og Mads Damgaard stor skarphed i deres afslutninger, så HK 73 kom foran 8-6, men KFUM svarede igen med tre mål på stribe til 8-9, inden holdene kunne gå til pause med 12-12 på måltavlen.
Efter pausen fik HK 73 en rigtig god start. Forsvaret med Jesper Olsen i det centrale fik lukket godt af, og så kom de vigtige redninger fra målmand Mikkel Vittrup også. I angrebet bombede Fledelius og Damgaard fortsat løs, hvor også Nicklas Severin bød godt ind med både scoringer og indspil til stregen. Efter ti minutter havde HK 73 trukket fra til 16-13, og da Mads Damgaard midt i halvlegen øgede til 21-15, så var københavnerne stækkede. Denne gang havde de ikke kræfter til at komme tilbage i kampen, og så kunne frederikssunderne slutte kampen af med rigtig god håndbold og en sikker sejr på 26-19.
”Vi spillede en jævn 1.halvleg med både gode og dårlige perioder. Til gengæld spillede vi en fin 2.halvleg med godt og disciplineret forsvarsspil, hvor vi straffede dem, fordi vi havde en bedre bredde og hele tiden kunne sætte nye friske folk ind. Alle var med til at ligge tryk på deres forsvar, så jeg var godt tilfreds”, sagde Jan Gudnitz efter kampen. HK 73’s næste kamp bliver d.11. marts kl.14.30 mod Team København i Ryparkhallen.
Kvalifikationsrækken. Herrer: HK 73 Fr.sund – KFUM 26-19 (12-12). HK 73: Rasmus Fledelius 8, Mads Damgaard 7, Nicklas Severin 5, Mads Krogh 2, Jesper Olsen 2, Martin Thorsen 1, Martin Hansen 1. Udvisninger: HK 73 Fr.sund 3, KFUM 2. Tilskuere 80.

 

Publiceret 27 February 2017 08:00

SENESTE TV

Året er startet godt for FC Fjordbold.

Lørdag eftermiddag vandt holdet igen, og har nu hentet fuld gevinst i begge kampe hidtil i 2019.

Men hvor sidste uges 6-1 sejr mod Albertlund IF blev hentet med flot spil og relativt overbevisende, så var der mere mudder i maskineriet i dagens hjemmekamp mod Nørrebro Futsal.

Møllegaardhallen dannede en flot ramme om kampen, og fra start lignede det igen, at Fjordbold ville spadsere sig til en overbevisende sejr, da man allerede efter tre minutters spil var foran 2-0 på mål af henholdsvis Brian Mengel og Marco Aurelio.

Men herfra mistede Fjordbold lidt gnisten og gæsterne spillede sig fint ind i kampen. På få minutter midt i første halvleg fik de også scoret to mål, og således kom gæsterne på omgangshøjde. På dette tidspunkt var kampen meget lige og bølgede frem og tilbage.

Kort før pausen fik hjemmeholdet så et vigtigt rygstød, da Marco Aurelio fik scoret til 3-2. Målet var til gengæld værd at vente på.

Brian Mengel spurtede frem i venstre side, hvorefter han spillede på tværs til Marco Aurelio, der med et elegant chip fik bolden over keeperen og i nettet.

I anden halvleg var Fjordbold fortsat ikke sprudlende som til at starte med, men de fik lukket mere ned for gæsterne, der havde vanskeligere ved at komme til afslutninger end i første halvleg.

Mål blev der ikke scoret mange af, og hjemmeholdet tillod sig endda at misse et straffespark undervejs. Men en af kampens store oplevelser var ligesom sidst Brian Mengel – og han fik lidt ro på holdet og hjemmepublikummet med målet til 4-2.

I kampens allersidste minut kom så også Morten Hauglund på scoringslisten, og dermed sluttede det 5-2. Et resultat, der får sejren til at fremstå mere overbevisende end den i virkeligheden var.

Skarphed og koncentration bliver to vigtige fokusområder, når FC Fjordbold spiller igen i den kommende weekend. Der venter nemlig København Futsal, som netop nu indtager 1. pladsen i Liga Øst. København har fortsat ikke tabt, men Fjordbold kan hænge optimismen på det faktum, at den omvendte kamp sluttede 4-4, og hvor Fjordbold i den grad var ovenpå flere gange undervejs.