Sølv til Dalbys gamle drenge

Fik sølvmedaljer ved Landsmesterskaberne i indendørs fodbold for oldboys spillere

Af
Ove Dyrstrøm

FODBOLD. Der var medaljer med hjem i bagagen, da Dalby IF i weekenden deltog i DGI's Landsmesterskaber i indendørs fodbold for oldboys spillere i Vingsted Centret ved Vejle, hvor Dalby repræsenterede Nordsjælland med to hold. Mens hold 2 røg ud efter den indledende pulje, så gik det bedre for hold 1, der i deres indledende pulje besejrede Annisse 6-2 samt Bredsten med 4-2, de tabte 1-2 til Benløse og fik uafgjort 1-1 mod Svebølle.
Resultaterne betød, at Dalby gik videre til den ene mellemrunde, hvor de fik revanche med en 4-2 sejr over Benløse samt en 3-1 sejr over Gundersted fra Nordjylland. Dermed røg Dalby i finalen, hvor modstanderen var Ådum fra Vestjylland, som var regerende Landsmestre. Dalby var dog noget handicappet i finalen, idet Martin Olsson i kampen forinden havde fået rødt kort og var udelukket, samt at Frank Nørby Nielsen var blevet skadet. Derfor måtte Brian Toft, Palle Bronée, Casper Nielsen, Benny Jarlslet og Palle Pedersen selv klare sig igennem finalen. Trods dette handicap, så endte finalen 3-3 i den ordinære spilletid. Først i den forlængede spilletid måtte Dalby give sig, da de regerende mestre kunne hive en 5-4 sejr hjem, og altså dermed flotte sølvmedaljer til Dalby IF's oldboys spillere.

Publiceret 20 February 2017 08:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV