Der var kæmpejubel hos FC Fjordbold-spillerne efter lørdagens sejr over de regerende danske mestre. (Foto: Ove Dyrstrøm)

Der var kæmpejubel hos FC Fjordbold-spillerne efter lørdagens sejr over de regerende danske mestre. (Foto: Ove Dyrstrøm)

FC Fjordbold klar til Final 4

Over 400 tilskuere overværede kampen mod JB Gentoftes danske mestre, der blev sendt hjem med et 5-0 nederlag

FUTSAL. Det blev noget af et tilløbsstykke i Frederikssundhallen, hvor over 400 tilskuere i lørdags dukkede op til futsalbraget i Liga Øst, hvor de lokale spillere fra FC Fjordbold skulle møde de forsvarende danske mestre fra JB Futsal Gentofte. FC Fjordbold kunne med en sejr sikre sig adgang til Final Four, mens et nederlag ville sende holdet fra 1.pladsen og ned på 3.pladsen.
FC Fjordbold startede som lyn og torden og kom inden for de første minutter frem til to gode muligheder, men som 1.halvleg skred frem, så blev det en mere lige kamp. Det var forventet, at JB ville benytte deres velfungerende powerplay i løbet af kampen, hvilket FC Fjordbold-spillerne var godt forberedte på, og de fik da også afvist JB, da de forsøgte sig med dette i de sidste fem minutter af 1. halvleg. Ingen af de to hold formåede dog at få sendt bolden i kassen inden pausefløjtet.  
En uafgjort løsning var klart mest brugbart for hjemmeholdet, som så ville holde dagens modstander JB Futsal bag sig i tabellen, så JB skulle frem over banen. De startede da også 2. halvleg i powerplay, men fem minutter inde i halvlegen modtog JB et rødt kort, da Magnus Rasmussen modtog sit andet gule kort. Det betød, af FC Fjordbold nu stod med en unik mulighed for en mand i overtal i to minutter kunne spille med fire markspillere mod tre. FC Fjordbolds Marco Aurelio, Simon Jørgensen, Pelle Sørensen og Azad Corlu fik også sat spillet godt op og var tæt på flere gange. Da tiden var ved at rende ud, tog Azad Corlu sagen i egen hånd, da han drev bolden ind over midten, og fra 10 meters afstand sendte han bolden i mål til stor forløsning for det talstærke hjemmepublikum. De kommende minutter forsatte skakspillet med JB i powerplay, og FC Fjordbold på jagt efter den bolderobring, de kunne udnytte for at sende bolden ned i det tomme mål. Dette lykkedes med 4 minutter tilbage af kampen, da Marco Thorhauge blokerede en bold, som Christian Andreasen derefter opsnappede og løb forbi en JB spiller, og inden vinklen blev for skarp, lagde han bolden ind til 2-0. Denne scoring satte JB Futsal under et tidspres for at nå 3 scoringer på den resterende tid, og den ekstra risiko blev dyr, da FC Fjordbold tre gange nåede at opfange bolden og score til slutstillingen 5-0. De sidste mål blev scoret af Ronni Bing Simonsen, Marco Aurelio og Christian Andreasen.
Efter kampen kunne FC Fjordbold takke de mange tilskuere for en flot opbakning. Billetten til DM Final Four er nu i hus, til trods for at der stadig mangler en runde i Liga Øst. Det vides også at modstanderne ved Final 4 bliver København Futsal, Kolding IF og Lystrup Futsal. FC Fjordbold skal møde enten Kolding eller Lystrup i semifinalen lørdag d. 4. marts, mens der søndag d. 5 marts er placeringskamp eller forhåbentlig finalekamp til FC Fjordbold. Alle kampe spilles i Gentofte Stadion Hal.
Liga Øst: FC Fjordbold – JB Futsal Gentofte 5-0 (0-0). 1-0 Azad Corlu (25), 2-0 Christian Andreasen (37), 3-0 Ronni Bing Simonsen (38), 4-0 Marco Aurelio (38), 5-0 Christian Andreasen (39). Tilskuere 450.

Publiceret 20 February 2017 02:00

SENESTE TV