SÅDAN:

16-årig debutant blev matchvinder

Hørsholm slap billigt med et 1-0 nederlag i testkampen til Frederikssund

Af
Ove Dyrstrøm

FREDERIKSSUND. Nu er det højsæson for testkampe i de nordsjællandske fodboldklubber, hvor nye spillere og nye taktiske oplæg flittigt bliver testet for at finde den rigtige konstellation inden det går løs med de pointgivende kampe i april måned
En af de spillere som Frederikssund IK’s Sjællandsseriehold testede i lørdagens kamp mod Serie 1-holdet fra Hørsholm, det var en af klubbens U17-spillere den blot 16-årige Jonas Klarskov, der fik chancen fra 2.halvlegs start, hvor FIK’s træner Martin Hilstrup sendte den unge angriber på banen. Det skulle vise sig at være et godt træk, idet han et kvarter ind i halvlegen med et fladt skud sendte bolden i nettet til 1-0 – kampens eneste mål – så han dermed blev matchvinder i sin debutkamp.
”Det var en fin debut at Jonas fik, og en flot scoring at han fik sat ind”, sagde Martin Hilstrup anerkendene om det unge talent.
FIK burde dog have vundet med større cifre, idet de i første halvleg kom frem til flere gode chancer, der burde have været omsat til mål. I den anden ende af banen kneb det lidt mere for gæsterne, de fik dog præsteret en enkelt flot afslutning, som havde retning mod målhjørnet, men her dukkede FIK’s keeper Jacob Nielsen op med en eminent klasseredning, så 0-0 resultatet holdt til pausen.
Fra starten af 2.halvleg blev, foruden unge Jonas Klarskov, også den tidl. Femhøj-spiller Christian Vilhelmsen sendt på banen i venstre forsvarsside. Der stod der FIK på langt det meste af spillet, hvor de kom godt over kanterne og fik skabt chancer, og i det centrale forsvar havde Rasmus Christensen og Adam Kielsgaard styr på begivenhederne, ligesom midtbanen vandt langt de fleste dueller. Det frustrerede Hørsholm, hvor enkelte af spillerne skruede bissen på, så dommeren et par gange måtte tale dunder til dem. FIK’erne efterlod et godt indtryk, og de var endda uden tre markante navne, der om eftermiddagen skulle ud i en afgørende futsalkamp for FC Fjordbold i Liga Øst et par hundrede meter derfra i Frederikssundhallen.
”Det var en fin kamp, især den sidste time var rigtig god, da vi først havde fundet vores pladser, siden var vi klart bedst på bolden og sad på kampen, og vi havde da også 3-4 store chancer yderligere. Det er altid dejligt med sejre, for det smitter”, sagde Martin Hilstrup efter kampen og fortsatte.
”Vi stod fint defensivt, og når organisationen er der, så skal vi nok få bygget mere på i det fremadrettede spil. Emil Sørensen får fat i en masse oppe foran, hvor modstanderne ofte må bruge et par mand på ham, og det giver plads til andre spillere. Når vi får timet løbene omkring ham, så bliver det rigtig godt. Endelig skal Shahab Khoshival også rose for sit store arbejde på midtbanen, så generelt går det den rigtige vej”, sagde FIK-træneren efter kampen.
Træningskamp: Frederikssund – Hørsholm 1-0 (0-0). 1-0 Jonas Klarskov (60).
FIK-startopstilling: Jacob Nielsen – Mathias Vinter Sørensen, Rasmus Christensen, Adam Kielsgaard, Lasse Jensen – Mohamed Mohamed, Stephan Traore, Shahab Khoshival, Johannes Axerud – Emil Sørensen, Kasper Bjerkan. Indskiftere: Jonas Klarskov, Victor Hansen, Christian Vilhelmsen.

Publiceret 19 February 2017 03:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV