Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Slangerup skal fotsætte stimen mod bundproppen Holstebro

Sommerferie og de aflyste matcher mod Munkebo, som trak sig fra ligaen, betyder, at det fredag aften er næsten to måneder siden, at Holstebro Elite kørte i Metal Speedway League. Heldigvis er kørerne i aktion mange andre steder, og flere af hjemmeholdets folk kommer formstærke, men det er der også brug for mod Metal Speedway Leagues klart mest formstærke hold, topholdet Slangerup.

- Det kan da godt give sved på panden, for de kører blændende for tiden. Det bliver en hård opgave, som jeg da godt kan være lidt bange for, det erkender jeg gerne, men vi har tænkt os at prøve alt det vi kan, siger Holstebro Elites holdleder Erik Villadsen, som kan se sit hold sidst af de syv hold i Metal Speedway League med to point efter seks matcher. Men flere af matcherne har været tætte, og fire er tabt indenfor seks point, og to med henholdsvis tre og fire point.

- Jeg kender godt stillingen, men vi har haft en del snævre nederlag, hvor det lige så godt kunne have faldet ud til vores fordel. På en god dag, kan vi slå alle, men på en knap så god dag, så kan vi også tabe til alle, og det er jo desværre det sidste, som vi mest har gjort. Men vi tror stadig på det, siger Erik Villadsen.

Der skal en stærk formkurve til, hvis Holstebro Elite skal tilbage i kampen om semifinalepladserne, men med kun tre og fire point op til GSK Liga og Region Varde Elitesport på de sidste pladser, før netop de to hold mødes onsdag aften, så er det bestemt ikke et umuligt projekt for Holstebro Elite, som efter onsdag aften også vil have kørt henholdsvis tre og en match mindre end de to hold, som man formentlig skal dyste med om de sidste semifinalepladser.

.

Vigtig match

Slangerup Speedway Klub møder op i Holstebro som tophold med 14 point efter 8 matcher, og sjællændernes nuværende form har gjort dem til en af topfavoritterne til DM-guldet, selvom der er flere om buddet, og ligaen tæt som aldrig før.

- Det er en vigtig og svær match for os, indleder Slangerup-holdleder Lars Munkedal måske lidt overraskende med tanke på stillingen og de mange point imellem holdene.

- Vi har altid haft det svært i Holstebro, og jeg kan ikke huske, hvornår vi har vundet derovre. Vi går til matchen som alle andre, og selvom vi da er lidt mere optimistiske, som vi kører for tiden, så ved alle på holdet godt, at det er vigtigt lige netop at vinde sådan en match. Vi har dem også hjemme, og går efter mindst tre point samlet ved at sikre bonuspointet som bedst indbyrdes. Det er klart, at jeg håber på mere med vores nuværende form, og der er fredag aften på udebane helt afgørende, siger Lars Munkedal, hvis hold i forvejen er stærkest i kolonnen med bonuspoint, da holdet hidtil har vundet tre indbyrdes slag over to matcher mod de øvrige hold. Dén statistik kan i sidste ende meget vel afgøre ligaen, og derved placere hjemmebanen i DM-finalen, som både er attraktivt sportsligt og økonomisk.

Lars Munkedal begrunder sin respekt for Holstebro Elite ved at fremhæve de tre stærkeste folk på hjemmeholdet.

- Jonas B. Andersen kørte stærkt til DM og scorede lige så meget som nogle af vore kørere, Ulrich Østergaard kører stærkt i England, og Leon Madsen gør det i Polen, så vi skal angribe matchen på samme måde som alle de øvrige for tiden, siger Munkedal.

Holstebro Elite havde oprindeligt Tobias Thomsen i opstillingen, men han er blevet opereret i et par fingre, og er erstattet med Peter Karger.

- Vi glæder os til at give ham debut, og det var en god mulighed for os, at få ham tilknyttet, siger Erik Villadsen, som fortsætter med strategi om at køre rent dansk.

- Det tager måske lidt længere tid at bygge op, men vi fortsætter i stedet for at gå i panik og hive alle mulige ind. Se på Slangerup, som jo faktisk gør det samme, og nu har fået stor succes, siger Villadsen, som giver Lasse Bjerre en pause, fordi han ganske enkelt har valgt to andre til Bjerres plads, og i øvrigt er glad for den øgede konkurrence.

- Det kan komme os til gode. Det er der ingen dramatik i, og Lasse er ikke sat af eller på nogen måde ude -  jeg har bare valgt to andre. Lasse Bjerre kører måske lidt stærkere i England, men vi kører i Danmark, siger holdlederen

Publiceret: 11. August 2017 11:10
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere