Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Rødt lys skal presse bilister over på bro

Længere tid med rødt lys skal få bilerne til at forlade Willumsens Vej til fordel for den kommende bro

Frederikssund En gedigen trafikprop i hver sin ende af Willumsens Vej skal få bilisterne til at vælge den nye bro i stedet for den eksisterende.

Men i stedet for at opsætte kostbare trafik-chikaner, lægger Vejdirektoratet nu op til en yderst enkelt løsning.

Det første lyskryds på vej ind og ud af Frederikssund for bilisterne på Willumsens Vej skal nemlig vise rødt længere tid end i dag, så der bliver skabt en trafikprop, som får folk til at vælge den kommende højbro i stedet.

Og hvis der efter et år med dén model fortsat ikke er nok biler, der krydser Kronprinsesse Marys Bro, er der to yderligere greb i direktoratets lomme:

1: Endnu mere rødt lys, der bremser trafikken på vej ind i byen.

2: “Et andet tiltag for at genere trafikken på J. F. Willumsens Vej kune være at fjerne de eksisterende buslommer ved krydset Odinsvej/Kocksvej” hedder det i et notat, som Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune er blevet forelagt.

Trafikprop

Oprindeligt forventede Vejdirektoratet, at 19.900 biler ville krydse den kommende bro, mens 13.300 ville bruge Kronprins Frederiks Bro.

Men da Folketinget stemte for at opføre broen med en forudsætning om brugerbetaling, blev dette vendt på hovedet, så man nu forventer, at flest bilister - 16.100 - vil benytte Kronprins Frederiks Bro, mens 12.900 biler vil krydse den nye bro dagligt.

Da anlægsloven for Kronprinsesse Marys Bro blev vedtaget, blev det derfor samtidig bestemt, at der skulle etableres en række såkaldt “trafikregulerende foranstaltninger” på samt til og fra den eksisterende bro, der havde til formål at få bilisterne til trods brugerbetaling at vælge den nye bro.

Og hvor mange frygtede fysiske chikaner, er det altså helt andre metoder, der formentlig tages i brug.

Af notatet, Teknisk Udvalg er blevet præsenteret for, fremgår det blandt andet, at:

I de to yderste lyssignaler (Askelundsvej/Ådalsvj og på den anden side af fjorden Skovnæsvej/Færgelundsvej) skal der skabes mere rødtid for den gennemkørende trafik for derbed at etablere en prop udenfor selve byområdet. Samtidig sættes der en prop i krydset Ågade/Ådalsvej, så bilisterne ikke bare kan tage en genvej forbi proppen på Willumsens Vej.

Der laves samtidig en grøn bølge mellem de to forventede trafikpropper, så trafikken glider bedre, når først proppen er forceret,

Hastigheden reduceres til 50 km/t.

Spærretiden for broåbninger ophæves.

Bekymring

I forbindelse med behandlingen af sagen, er flere parter blevet bedt om at give deres besyv med.

Således også Movia, der ikke just er begejstret for planerne, fordi de forudser væsentlige forsinkelser på bussernes ruter::

“Movia er meget bekymret for de konsekvenser, de trafikregulerende tiltag vil have på den kommunalt og regionalt finansierede busdrift, da der ikke tages hensyn til bussernes fremkommelighed ved de foreslåede tiltag. Movia vil gerne fremhæve denne bekymring for FRederikssund Kommune og Region Hovedstaden, således de kan bidrage til at påvirke VD’s trafikregulerende tiltag,” hedder det i svaret, hvor man også gør det klart at:

“Movia vil dog ikke acceptere, at broen får fjernet sine spærretider i myldretiden. I myldretiden har 316, 318, 319, 65E og 230R tilsammen seks afgange i timen i hver retning, som krydser broen, hvorfor det vil være til stor gene.”

I et notat dele Region Hovedstaden Movias bekyrmning og ønsker derfor, at der indtænkes bedre fremkommelighed for den offentlige transport i planerne.

Kan ikke anbefales

Også Frederikssund Kommune har betænkeligheder.

Især ideen om at sætte en “prop” i krydset Ågade/Ådalsvej er set bedre. Så risikerer man nemlig bare, at bilsterne i stedet for Ågade vælger Strandvangen, og derpå kører via Marbækvej eller Roskildevej ind til centrum:

“Roskildevej er en vigtig adgangsvej til Ådalens Skole og den kommende idrætsby med mange bløde trafikanter. Og Marbækvej vil i forvejen få meget ny trafik fra fjordforbindelsen,” hedder det i et notat fra administrationen. Derfor anbefaler forvaltningen at afprøve ’trafikprop-modellen på Willumsens Vej i et år - men at undlade proppen ved Ågade.

“Hvis det giver anledning til en øget trafik igennem byen, bør forslaget droppes igen,” opsummeres det i notatet, hvor kommunen også ønsker, der bliver forbedret mulighed for at krydse Willumsens Vej til fods.

Publiceret: 04. December 2017 14:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt