Vikingespil i mål trods trist nedbørsfinale

Med pæne publikumstal i år og sidste år er den ekstra uge med vikingespil en gevinst, melder formanden for vikingerne

Af
Kristina Schønnemann

frederikssund Vikingespillets store finale denne weekend blev en rigtig fuser med byger lørdag og heldagsregn søndag. Men på trods af den våde afslutning og en tilmed publikumsfattige premiere og Sankt Hans, så kan Vikingernes formand, Jesper Wittenburg, glæde sig over en god sæson med plus på tribunerne. “Vi lander på noget, der ligner 50-100 flere tilskuere end sidste år. Det er især de sidste to dage, der koster os,” siger vikinge-Wittenburg, som spekulerer på, om ikke to solskinsdage til slut ville have givet ekstra 800-900 publikummer.

Ligesom sidste år

Sol eller ej, så kommer vikingerne tæt på de 13.000 gæster i år. Og det svarer cirka til publikumstallet sidste år, hvor vikingerne besluttede at udvide med en ekstra uges vikingespil. Tidligere lå antallet på 11.000 i gennemsnit, så de to år med ekstra 2000 gæster nok fremtiden, mener Wittenburg. “Det tyder jo på, at det er den rigtige ting at gøre. Det er selvfølgelig hårdere at spille en ekstra uge, men folk ender ofte med at hygge sig længere tid nede på pladsen, og så man bliver ikke slidt på en samme måde,” siger han. Roser, synes han også, at vikingerne har fået mange af i år. “Vi kan jo høre, når folk går fra pladsen, hvad folk synes, og i år har der været umådelig meget ros - mere end der plejer. Folk har taget stykket til sig, og det tror jeg især skyldes scenen, aktørerne og så forfatternes historie” siger vikingernes formand, der har sat pris på ekstra gode sværdkampe og fyrværkeri. Det beskedne overskud, som vikingerne regner med at få ind denne sæson, vil sammen de 300.000 kroners plus på kontoen fra sidste blive brugt til at dække indkøb af nye heste. kristina.schonnemann@lokalavisen.dk

Publiceret 15 July 2014 10:30