På cykeltur med "de fire færger"

 Udskriv   Del

 

Karen og Carsten Kjeldsen, Lanternevej 6, Jægerspris

Den dag vejret passede, tog vi afsted. Vi bor næsten ved Kulhuse Havn og cyklede ned til færgelejet. Solen skinnede over Isefjorden. Mens vi sejlede de otte minutter med Columbus til Sølager, gik min mand op til styrehuset og fik en snak med den muntre skipper Keldsen og papegøjen.

Der er jo kun 4 km fra Sølager til Hundested, og færgen til Rørvig kom næsten med det samme (her i sommerperioden sejler den hver halve time). Ja, så ankom vi til Rørvig, som er ren idyl med masser af idyl på havnen. Vi provianterede til frokost ved fiskehandleren og cyklede ad Lodsstien, altså langs Isefjorden til det spændende fuglereservat i Hou Vig, hvor der er udkigstårn.

Vi kommer ind i Nykøbing Sjælland, mens vi nyder de gamle, smukke huse. Da vi havde besluttet at cykle turen på een dag, stoppede vi ved jernbanestationen. Der var næsten en time til toget gik mod Holbæk. I ventetiden cyklede vi ned i havnen, hvor der er bygget de smukkeste røde og hvide træhuse. Her spiste vi fiskefrokosten, med udsigt til lystbåde og de smukke huse.

Togturen til Holbæk varer een time. Allerførst cyklede vi ned til havnen for at se afgangstiden til Orø. Her var god tid, så vi spejdede efter en bænk til resten af fiskefrokosten. På skibsværftet fik vi lov til at sidde med dejlig udsigt over fiskerhuse og fjord.

Færgen fra Holbæk til Orø er næsten ny. Det var herligt at nyde fjordlandskabet fra dækket. Min mand fik ikke set så meget, for han fik en ven om bord og de snakkede bare! (Det er let at falde i snak, for der er meget lidt bænkeplads, så man sidder tæt).

Turen over Orø til den gule trækfærge er til at overse. Så snart trak vi med cyklerne op ad Hammer Bakke. Her fandt vi cykelrute 40, som vi fulgte hele vejen hjem. Det er en meget afvekslende rute. Først cykler man i engen før Kyndby Huse, så kommer man højt op på skrænten over Kyndbyværket. Vindmøllerne passeres og de ser flotte ud her på rad og række (vi ved godt, at beboerne ikke er så glade for dem). Hele tiden med fineste udsigt over Isejorden, nu set fra modsatte side. Et dejligt skue er Orebjerggård med vandtårnet, cykle ad Orebjerg Allé til Over Dråby, langs vandet helt til Jægerspris.

Det sidste stykke på 11 km gennem "vores skov" - Nordskoven - gik strygende, for den kender vi så godt. Men min mand, der er midt i halvfjerserne, kunne godt mærke sin ømme bag, da vi kom hjem midt på aftenen.

(fork. af red.)

Publiceret: 04. Juli 2006 01:12
Del på Facebook
Forsiden netop nu
Ugens annoncer
Se alle ugens annoncer
Tilmeld dig vores
nyhedsbrev
Få de lokale nyheder hver dag fra
Lokalavisen Frederikssund