Byen gik sammen og købte købmanden:

Nu giver butikken overskud

Borgerne i Venslev har bevist, at man godt kan holde liv i byens købmand, bare man står sammen

Af
Af Birgitte Masson

2 år. Så længe har Venslev Høkeren eksisteret. I en tid, hvor mange små landsbykøbmænd må dreje nøglen om, har det vist sig, at det kan lade sig gøre at holde liv i byens detailhandel ved hjælp af massiv lokal opbakning i form af frivillig arbejdskraft og dedikerede ildsjæle. Det fortæller Venslev Høkerens primære ansigt udadtil Birgitte Meedom Larsen.

“Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden de mange frivillige,” siger hun anerkendende, men også en smule beskedent. For spørger man formand for Venslev Høkerens bestyrelse Ejlif Thomasen siger han ligeud:

“Birgitte er guld værd for butikken. Men succesen afhænger naturligvis også af de mange frivillige.”

Må knibe sig selv i armen

Og de har god grund til at klappe sig selv på skulderen. Seneste regnskab viste nemlig, at Venslev Høkerens omsætning kun er gået en vej, nemlig opad.

“Det går bedre end forventet. Ved seneste generalforsamling fremlagde vi regnskabet som viser, at vi har haft en omsætningsvækst på 29 pct, siden vi åbnede i april 2016. Det er ret voldsomt. Samtlige måneder er vi steget i omsætning. Og hvor vi havde troet, at januar og februar typisk var to stille måneder, så blev februar 2018 rigtig god. Den blev efterfølgende slået af marts. April lå en smule under marts, men hvor vi nu er halvt inde i maj, ligger vi 20 pct over marts. Så noget tyder på, at denne måned bliver den bedste nogensinde,” fortæller Ejlif Thomasen og tilføjer:

“Så det går super godt. Indimellem må man knibe sig selv i armen. Men vi er selvfølgelig ydmyge, og forsøger hele tiden at lytte til kunderne. Vi opfører os ordentligt.” Sidstnævnte uddyber Thomasen med, at varerne prismæssigt skal ligge på et fornuftigt niveau.

“Vi er ikke de billigste, men heller ikke de dyreste. Det står mig klart, at vi har ramt spot on i forhold til tidsånden. Bl.a er cafeen et godt samlingspunkt for byen, hvor vi laver tiltag der fremmer det sociale. Bl.a. med fællesspisning en gang om måneden, senest i går aftes,” fortæller Ejlif Thomasen.

Kunder i en lind strøm

Hvor målsætningen var, at Venslev Høkeren skulle ekspedere ca. 100 kunder om dagen, så ligger det tal i dag næsten på det dobbelte.

Da Lokalavisen kigger forbi Venslev Høkeren en ganske almindelig tirsdag formiddag, er der da heller ikke mange sammenhængende minutter, hvor vi får lov til at tale med Birgitte Meedom Larsen. For kunderne kommer i en lind strøm.

De handler bla. cigaretter, brød og sandwich. En mand kommer ind for at hente en pakke, over disken bliver der sludret løst om vejret.

Hanne Astrup skal også handle dagligvarer denne formiddag.

Folk føler, det er deres butik

“Der er sket rigtig meget i forhold til, da vi startede. Jeg kan godt lide at handle her, og jeg betaler gerne lidt mere for varene. Det er dejligt at møde folk man kender, så får man sig lige en sludder,” fortæller hun og tilføjer:

“Det gør mig stolt, når jeg tænker på, at jeg har været med til det her,” siger hun og smiler.

Tilbage i Venslev Høkerens cafeområde sætter Birgitte Meedom Larsen sig igen til rette. Hun tager tråden op og giver sit bud på, hvorfor det går så godt for Venslev Høkeren.

“Vi er lige under 200 borgere, som har købt andelsbeviser. Jeg tror, det betyder meget for folk, at de føler det er deres butik. Og så er her rart at komme. Der er altid tid til en sludder og en tår kaffe.”

Birgitte Meedom Larsen bliver afbrudt igen. En alarm ringer. Hun rejser sig op. Kagen, som er i ovnen, skal tages ud.

Publiceret 17 May 2018 00:00

SENESTE TV