Kom til Modelflyvningens Dag

Over hele landet arrangerer modelflyveklubberne Modelflyvningens Dag den 27. maj, således også Radioflyveklubben, Frederikssund. Man flyver på pladsen på Hasselhøjvej ved Gerlev (3630 Jægerspris) fra kl. 10.00 – 15.00, hvis vejret er til det.

På dagen vil der være mulighed for at prøve at flyve selv, naturligvis under kyndig vejledning og hjælp. Radioflyveklubben hjælper gerne nye modelflyvere med at lære at flyve. Det er en hobby der kræver en del indlæring. Det er med til at gøre det sjovt. Radioflyveklubben vil også forsøge at vise et bredt udsnit af det der flyves med på landets modelflyvepladser.

Modelflyvning er mange ting. Der flyves med næsten alle slags fly: motorfly, svævefly, helikoptere og droner. Der flyves også med såkaldte skalamodeller, der er kopier af ”rigtige” fly. Udover flyvningen, som også kan være en god måde at komme ud i den friske luft, bruges også tid på at bygge modellerne og at hygge os sammen med andre med samme interesse.

Modelflyvningen kan dyrkes på mange niveauer. Nogle flyver konkurrencer, mens andre udelukkende flyver hyggeflyvning hjemme på deres egen plads. Indenfor alle grene af modelflyvningen findes der verdensmesterskaber og europamesterskaber, foruden naturligvis de danske konkurrencer. Blandt Radioflyveklubbens medlemmer findes flere tidligere danmarksmestre.

I de seneste år er dronerne blevet mere og mere udbredte. De er nemmere at flyve og har mange anvendelsesmuligheder bl.a. som ”flyvende kameraholdere”. Man kan også lave dronerace, hvor man ser flyvningen gennem et sæt briller, så man i praksis ser flyvningen fra flyet via at kamera og et videosignal ned til brillerne, mens man flyve gennem en opstillet bane.

Alle modelfly bliver lovgivningsmæssigt betragtet som droner. Hvis man er medlem af en anerkendt modelflyveorganisation, og flyver på godkendte modelflyvepladser, kræves der ingen andre tilladelser. Hvis man flyver udenfor den organiserede verden skal man have dronetegn og registreres som dronejer. Så man må ikke bare flyve alle steder med sin drone. Mikrodroner under 250 g. kræver dog ikke særlig tilladelse.

Modelflyvningen i Danmark er organiseret i Modelflyvning Danmark. På landsplan er vi over 100 modelflyveklubber med mere end 4000 medlemmer.

Kom og se hvad Radioflyveklubben laver søndag d. 27. maj fra kl. 10.00 – 15.00

Se mere om klubben på hjemmesiden: radioflyveklubben.dk

Se mere om modelflyvning på: modelflyvningdanmark.dk

Publiceret 17 May 2018 11:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV