’Jagten på Den kloge kone’ på Selsø Slot

Fredag d. 18. maj kl. 17-20 byder Herregårdsmuseet Selsø Slot i samarbejde med Kildeholm Orienteringsklub på et historisk orienteringsløb for hele familien på Selsø og i området omkring museet. Jagten på Den kloge kone fører jer på en jagt gennem i historien i en tid, hvor videnskaben og moderne lægekundskab er ved at overtage for den folketro, der hersker blandt hovedparten af den almindelige befolkning i Danmark – men mon ikke det er godt at tro på begge dele og i hvert fald at holde fast i folketroen lidt endnu?

Året er 1829 og situationen på Selsø er kritisk:

Fruen på Selsø, Agathe Scheel-Plessen, ligger i sengen med feber. Hun er en ældre dame, og mange tvivler på, at hun holder meget længere. Kusken skal sendes til apoteket i Frederikssund for at købe medicin, der kan lindre, men tjenestefolkene vil også prøve andre metoder. De vil derfor finde den kloge kone, som ved alt om lægeplanter og har gode råd for det meste. Men hvor er hun? Og kan hun hjælpe fruen, før det er for sent?

Kom ud på Selsø og prøv at finde svarene – nogle steder møder I også folkene, som I kan spørge om hjælp. Man behøver ikke løbe, men kan også sagtens gå ruten. Vi anbefaler dog, at man har praktisk tøj og fodtøj på, da der kan være vådt i området.

Billetter til Jagten på Den kloge kone kan købes på billetto.dk. Det er også muligt at købe i døren på selve aftenen, men ved køb af billetter på billetto.dk er prisen reduceret i forhold til billetter købt i døren. Der er derudover et begrænset antal billetter, så hvis man vil sikre sig en billet, anbefales det at købe i forsalget på billetto.dk.

Informationer om alle arrangementer i sæsonen 2018 på Selsø findes på selsoe.dk.

Publiceret 15 May 2018 10:00

SENESTE TV

Året er startet godt for FC Fjordbold.

Lørdag eftermiddag vandt holdet igen, og har nu hentet fuld gevinst i begge kampe hidtil i 2019.

Men hvor sidste uges 6-1 sejr mod Albertlund IF blev hentet med flot spil og relativt overbevisende, så var der mere mudder i maskineriet i dagens hjemmekamp mod Nørrebro Futsal.

Møllegaardhallen dannede en flot ramme om kampen, og fra start lignede det igen, at Fjordbold ville spadsere sig til en overbevisende sejr, da man allerede efter tre minutters spil var foran 2-0 på mål af henholdsvis Brian Mengel og Marco Aurelio.

Men herfra mistede Fjordbold lidt gnisten og gæsterne spillede sig fint ind i kampen. På få minutter midt i første halvleg fik de også scoret to mål, og således kom gæsterne på omgangshøjde. På dette tidspunkt var kampen meget lige og bølgede frem og tilbage.

Kort før pausen fik hjemmeholdet så et vigtigt rygstød, da Marco Aurelio fik scoret til 3-2. Målet var til gengæld værd at vente på.

Brian Mengel spurtede frem i venstre side, hvorefter han spillede på tværs til Marco Aurelio, der med et elegant chip fik bolden over keeperen og i nettet.

I anden halvleg var Fjordbold fortsat ikke sprudlende som til at starte med, men de fik lukket mere ned for gæsterne, der havde vanskeligere ved at komme til afslutninger end i første halvleg.

Mål blev der ikke scoret mange af, og hjemmeholdet tillod sig endda at misse et straffespark undervejs. Men en af kampens store oplevelser var ligesom sidst Brian Mengel – og han fik lidt ro på holdet og hjemmepublikummet med målet til 4-2.

I kampens allersidste minut kom så også Morten Hauglund på scoringslisten, og dermed sluttede det 5-2. Et resultat, der får sejren til at fremstå mere overbevisende end den i virkeligheden var.

Skarphed og koncentration bliver to vigtige fokusområder, når FC Fjordbold spiller igen i den kommende weekend. Der venter nemlig København Futsal, som netop nu indtager 1. pladsen i Liga Øst. København har fortsat ikke tabt, men Fjordbold kan hænge optimismen på det faktum, at den omvendte kamp sluttede 4-4, og hvor Fjordbold i den grad var ovenpå flere gange undervejs.