Lisa lærer børn at læse

Lisa Tørnqvist hjælper børn, unge og voksne med læsevanskeligheder med en helt særlig metode

Af
Af Birgitte Masson

'Bo så en ko'. Dette er titlen på Danmarks nok letteste læsebog fra metoden Alkalær. Bogen blev starten på en helt særlig rejse for pædagog Lisa Tørnqvist fra Frederikssund, da hun var på jagt efter lydrette læsebøger til sine elever i 0. klasse på Frederikssund private Realskole.

“Alkalær står for 'alle kan lære at læse'. Og det passer, hvis eleven er motiveret, har et sprog og et fungerende sanseapparat. Metoden tager udgangspunkt fonetikken, da det at læse er at sætte bogstavernes lyde sammen til ord,” forklarer Lisa Tørnqvist, som straks tog læsemetoden til sig, da hun opdagede effekten af den.

Alle kan læse

“Jeg købte bøgerne til skolen og fandt ud af, at alle børn kan lære at læse, når de får lov til at lære én ny ting ad gangen. Først skal eleverne mestre den lydrette læsning, for herefter at lære drilleord, konsonantskift, stumme bogstaver og vokalskift,” fortæller Lisa Tørnqvist begejstret.

Faktisk blev hun så bidt af konceptet, at hun gik i gang med at uddanne sig til underviser i Alkalær. Det betyder, at hun i dag, udover at skrive pædagog på visitkortet, kan kalde sig for certificeret professionel Alkalær underviser. Og med 17 års undervisningserfaring er hun nu klar til at hjælpe dem, der er udfordret i læsning, stavning og læseforståelse, derhjemme.

“Det rygtes via mund til mund metoden, at jeg lærer børn at læse hjemme hos mig selv. Så nu tør jeg godt at satse på det,” siger Tørnqvist, som har taget orlov fra børnehaveklasselederstillingen. Hun har startet firmaet LyLæSta, og fra den 1. maj står den derfor på fuldtids læseundervisning hjemme hos hende på Ellehammervej i Frederikssund.

Publiceret 24 April 2018 00:00

SENESTE TV