Jægerspris-elever efter tre år med et særligt tilbud:

“Det er ok at være sig selv”

Jægerspris Skole har i tre år haft MOT på skemaet . Metoden er med til at skabe robuste og trygge elever. Nu har lærer Tina Haven modtaget en pris for sit engagement

Af
Af Birgitte Masson

Tre år er gået, siden Jægerspris Skole fik MOTpå skemaet.

MOT er en holdningsskabende organisation, hvis mål er at bidrage til robuste og trygge ungdomsmiljøer i skolen.

Nu har MOT coach og lærer på Jægerspris Skole Tina Haven modtaget prisen som årets MOT koordinator. Sammen med bl.a. klasselærer Maria Frimark er det nemlig lykkedes, at overbevise skolens ledelse om vigtigheden i at prioritere MOT på skolen, for er der noget Tina Haven brænder for, så er det elevernes trivsel.

Lokalavisen møder Veronica, Regitze og Balder kort før weekenden bliver skudt i gang. De går i 9. klasse, og har arbejdet med MOT de sidste tre år. Fælles for dem alle tre er, at de i dag er langt mere robuste og bevidste om, hvad der gør dem selv og andre godt. Og det er netop det, MOT handler om.

“Det var svært i starten,” husker Veronica, når hun spoler tiden tre år tilbage.

“Vi var ikke vant til at være skrøbelige overfor hinanden i klassen. Men da vi først begyndte at åbne op, gjorde det, at vi blev knyttet tættere sammen. Førhen holdt jeg meget fast på mine egne meninger, og lyttede slet ikke til andre. Tog ikke hensyn. Mot ændrede på det,” fortæller Veronica som hu-sker, hvordan MOT lokalet har været som et åndehul.

For rummet i skolens kælderetage, hvor stolene hver gang stod i en halvcirkel, og alle fra klassen havde deres faste pladser, var som at komme ind i et frikvarter. Her kunne man slappe af og være helt tryg.

Blev mobbet i klassen

Balders oplevelse med MOT har i høj grad været skelsættende. Han blev mobbet, både når han var i klassen, men også på sociale medier som Facebook. Det stoppede sideløbende med, at han blev introduceret til MOT, og hele klassen begyndte at arbejde med det.

“Jeg er blevet mobbet i årene fra 4. til 7. klasse. I de år havde jeg det ikke godt med mig selv. Men jeg fik livsglæden tilbage. MOT gjorde, at jeg turde sige fra,” fortæller Balder ærligt.

Tina Haven fortæller, at det ikke kun er, når eleverne opholder sig i lokalet i kælderen, at der arbejdes med MOT.

“Vi vil jo rigtig gerne, at lærerne integrerer det i undervisningen, altså tager det med op i klassen,” siger Tina Haven. Flere gange nævner hun MOT rygsækken. Tina Haven forklarer den således:

“Vi går alle sammen rundt med en rygsæk med gode og dårlige oplevelser. Vi ved ikke altid, hvad de andres indeholder. Men nogle gange tynger den.” Tina Haven Jensen kigger over på Regitze, hun kvitterer med et smil.

“Jeg har ændret mig meget,” fortæller Regitze.

“Da jeg gik i 7. klasse, var jeg meget genert. Jeg turde ikke sige min mening. Men jeg har lært nu, at det er ok at være sig selv.”

Tina Haven Jensen kan ikke skjule sin glæde, når hun hører eleverne fortælle om deres erfaring med MOT. Flere af historierne har hun allerede hørt. Og hun er godt klar over, at MOT ikke kan tage æren for alle elevernes fremskridt.

“Der er af gode grunde også en naturlig udvikling hos eleverne, som de bliver ældre. Men alle nævner, at klassesammenholdet er styrket, og vi lærere oplever en kæmpe personlig udvikling hos eleverne.”

Fakta:

MOT er en holdningsskabende organisation, som arbejder for og med unge.

MOTs mål er at bidrage til robuste og trygge ungdomsmiljøer.

MOT er en helheds-model for hvordan en kommune eller skole kan arbejde med unge:

Programmet henvender sig til 7. – 9. klasse i folkeskolen. Der er fokus på de unge i skolen og i fritiden.

MOT bruger ung til ung-formidling, øvelser, gode fortællinger, dialog og rollespil for at gøre de unge bevidste om værdien i at træffe egne valg, tage vare på hinanden og vise mod.

Kilde: Mot

Fra venstre MOT- coach og lærer Tina Haven, Regitze Kloster 9. klasse, klasselærer Maria Frimark, Veronica Berg 9. klasse, pædagogisk leder Tanja Haupt Rasmussen og Balder Askgaard 9. klasse. Foto: BM

Fra venstre MOT- coach og lærer Tina Haven, Regitze Kloster 9. klasse, klasselærer Maria Frimark, Veronica Berg 9. klasse, pædagogisk leder Tanja Haupt Rasmussen og Balder Askgaard 9. klasse. Foto: BM

Publiceret 23 April 2018 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

Færgegården skruer tiden tilbage på Blå Nat

Rekreation, romancer og roulader - Frederikssund Museum, Færgegården, skruer tiden tilbage til 1960’ernes Danmark, når Jægerspris Hovedgade ’går i blåt’ den 1. juni. 1960’erne er et årti, som vi både kender som de glade tressere og en turbulent tid. Det er en tid med højkonjunktur, der bl.a. betyder en udflytning fra storbyen, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og mere rum til fritid, ferie og tilkøb af efterkrigstidens goder såsom bil, køleskab og tv. Det sætter sit præg på Danmarkskortet, hvor parcelhusene skyder op i forstæderne, mens sommerhusene bliver yndede tilflugtsmål. Den nye livstil sætter også præg på madkulturen, hvor kvinderne får mindre tid i køkkenet. Det betyder en drejning væk fra det sparsommelige og tidskrævende – og en helt ny bølge båret af overskud og interesse. 60’ere er dog også en tid med markører som rock’n’roll, sociale protester og et trykket politisk klima, hvor vi i år kan fejre 50-året for studenter- og ungdomsoprørerne i ’68.