Vinderen er fundet:

Sådan skal havnebad se ud

Der bliver plads til både svømning og undervisning i det kommende havnebad

frederikssund Der er nu blevet valgt et vinderprojekt til det nye Kultur- og Havnebad i Frederikssund. Det oplyser Frederikssund Kommune i en pressemeddelelse, hvor man fremhæver, at badet giver mulighed for både sommer- og vinterbadning, undervisning, arrangementer og meget mere. Vinderprojektet er tegnet af Christensen og Co Arkitekter A/S (CCO), Moe A/S og Marianne Levinsen Landskab. Det var en enig bedømmelseskomité, der pegede på projektet som det bedste af de forslag, de fire prækvalificerede teams havde indgivet. I alt havde 17 teams budt ind på opgaven og heraf blev fire altså prækvalificeret. “Det bliver et flot Kultur- og Havnebad, der løser de funktioner, som Frederikssund Ny Initiativråd og Frederikssund Kommune ønsker i et havnebad. Det bliver flot indpasset i naturen og nærområdet, det giver optimale rammer om vinterbadning og det giver byen et nyt mødested og vartegn,” siger borgmester John Schmidt Andersen. Kultur- og Havnebadet bliver bygget af bæredygtige materialer. Det får form som en cirkel, der flyder på fjorden, og det bliver bygget med fossileret træ, der falder flot ind i naturen, som omgiver havnebadet. Træet vil med tiden ændre sig, så det får en farve, der minder om sølv. Inde i cirklen vil der være et badebassin og et svømmebassin. Der vil være solterrasser, udsigtsplatform, depotrum og rørebassiner med krabber og andre havdyr. Vinterbaderne kan glæde sig over, at der bliver en terrasse direkte ud til fjorden, hvorfra man kan springe i vandet og bagefter gå direkte i sauna eller ind i omklædningsrummene.

Frivillige fik ideen

Frederikssund Ny Initiativråd står bag ideen om et Kultur- og Havnebad, og de glæder sig derfor over, at der nu er valgt et projekt og havnebadet er kommet endnu et skridt nærmere. “I Frederikssund Ny Initiativråd har en gruppe af frivillige siden 2013 arbejdet målrettet og kreativt med at etablere et havnebad i Frederikssund. Vi har formgivet rammerne for en badefacilitet i pagt med naturen til gavn for byens og regionens borgere, og er stolte over at vi, i samarbejde med fondene, har tiltrukket godt og vel halvdelen af anlægsudgifterne til havnebadet. Jeg vil kalde det for en stor sejr for et frivilligt borgerinitiativ i Frederikssund,” siger Lars Jepsen-Sølvhøj fra Frederikssund Ny Initiativråd. Projektet får støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der bidrager med 8,2 mio. kr., Friluftsrådet har givet 300.000 kroner, mens Byrådet har afsat knap 8,3 mio. kr. i anlægsmidler til projektet. Det forventes, at Kultur- og Havnebadet står færdig i sommeren 2019. Den 31. januar 2018 vil interesserede borgere få mulighed for at deltage i en præsentation af projektet. Her vil man kunne se tegningerne, høre om og stille spørgsmål til projektet. Det foregår klokken 17 i byrådssalen på rådhuset i Frederikssund og det er ikke nødvendigt med tilmelding.

Fra Tippen tager havnebadet sig sådan ud. Ill: Christensen og Co.

Fra Tippen tager havnebadet sig sådan ud. Ill: Christensen og Co.


Sådan tager havnebadet sig ud set fra havnesiden. Ill: Christensen og Co.

Sådan tager havnebadet sig ud set fra havnesiden. Ill: Christensen og Co.

Publiceret 12 January 2018 11:15

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

DEBAT: "Nej, jeg vil ikke acceptere det!"

Der er allerede indtrådt fuldt indkøbsstop på folkeskolerne i Frederikssund Kommune!

Der varsles nu yderligere store besparelser på skoleområdet i kommunen.

Besparelser i en grad, så jeg vil spørge politikerne i byrådet, hvor deres smertegrænse går?

Er det ikke en af de mest grundlæggende kommunale opgaver at drive folkeskole?

Jeg ønsker at være konstruktiv. Jeg er en ’almindelig’ samfundsborger, der betaler min kommuneskat med glæde. Men hvorfor opleves skoletilbuddene så løbende som ringere og ringere?

Er det fordi forvaltningen og daværende byråd besluttede at ændre gennemgribende i strukturen, hvilket kombineret med ny skolereform skabte utrolig meget uro og usikkerhed? Uro og usikkerhed, som ellers endelig er ved at lægge sig lidt nu.

Er det fordi Vinge spøger, selvom alle siger nej?

Er det fordi politikerne lytter til et udueligt embedsværk?

Er det fordi politikerne i Frederikssund ikke ønsker den bedste folkeskole?

Er det fordi der pludseligt er voldsom nedgang i børnetallet?

Jeg spørger i øvrigt mig selv, hvordan en så stor nedgang i børnetallet kan komme som en overraskelse?

På børnehaveområdet var det kendt for år tilbage, at der var nedgang i børnetallet.

Uanset hvad, så kan mine børn ikke bruge disse forklaringer til noget – intet!

Og samtidig kan jeg læse, at det går fantastisk i Frederikssund Kommune. Driftsindtægterne er større end nogensinde! Aldrig har det gået bedre…

Tilmed forstår jeg, at vi skal prioritere vore ældre, der har betalt skat hele deres liv. Ja, der skal prioriteres i en kommune. Det er en af politikernes fornemste opgaver.

Under alle omstændigheder nægter jeg at acceptere yderligere forringelser for mine to børns skolegang i Frederikssund.

Hvad enten det skyldes Vinge, inkompetence i forvaltningen, politikere der ikke vægter folkeskolen eller hvad dælen årsagen nu er.

Jeg opfordrer hermed alle forældre med børn i folkeskolen i Frederikssund Kommune til at mobilisere sig.

Sig nej til disse besparelser!

I stedet for straks at løbe til privatskolerne – for det afstedkommer den nuværende retning - så skal vi engagere os i folkeskolen og stille krav til de politikere, vi har valgt ind i byrådet.