Vinge-mægler:

Alt er på stand-by lige nu

Fire købsaftaler i Vinge er røget på gulvet hos LokalBolig efter kontrakt-kollaps. Men vi tror på, at interessen kommer igen, lyder det fra mægleren

Vinge “Stationen er alfa og omega. 100 procent. Hvis ikke dén kommer, kan man droppe alt andet i Vinge. Der er ingen, der sætter en krussedulle, før dén detalje er på plads lige nu. Det betyder ikke det store, om den kommer i 2019, 2021 eller 2022. Dét, folk vil have, er vished for, at den rent faktisk kommer. Når dét er på plads, skal vi nok opleve, at køberne vender tilbage, for interessen har været overvældende. Folk vil gerne bo her.” Sådan lyder det fra Kasper Nielsen Lilja, indehaver af LokalBolig i Frederikssund, der står for salget og udlejningnen af en lang række af de opførte boliger i Vinge. “Og så tror tror jeg faktisk, de fleste vil være indstillet på, at stationen kan komme til at se anderledes ud, end den flotte Henning Larsen-station, der fremgår af prospektet. Bare der kommer en station,” tilføjer han. I løbet af kort tid har usikkerheden omkring stationen fået fire købere til at springe fra i sidste øjeblik, efter forhandlingerne med AP Pension kollapsede, fortæller Kasper Nielsen Lilja. “Men de har tilkendegivet, at i samme øjeblik, garantien for stationen er der, så er de klar til at købe. På samme måde har vi oplevet, der egentlig har været mange interesserede til boligerne i området. Jeg vil tro, vi har haft 600-700 forbi til vores arrangementer. Men fordi der ikke har været klarhed omkring stationen, er det endt med, at boligerne er blevet lejet ud i stedet for at blive solgt.”

Fortrøstningsfuld

Han er selv fortrøstningsfuld, og oplevede på torsdagens informationsmøde for beboere og investorer i Vinge, at de fleste havde samme opfattelse: “Hvis bare stationen kommer, skal udviklingen nok komme. Men det kommer til at ske i flere tempi og med flere mindre entreprenører i stedet for på én gang. Det vigtige er bare at holde fast i, at der faktisk er rigtig mange, der gerne vil bo her og rigtig mange, der gerne vil være med i udviklingsprocessen,” siger Kasper Nielsen Lilja

Publiceret 06 January 2018 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV