DEBAT:

Sundhed, der forebygger – fællesskab, der helbreder

af Jesper Wittenburg (A), formand for Sundhedsudvalget
For Socialdemokratiet skal idræt, motion og bevægelse udbredes endnu mere, fordi sundhed forebygger og fællesskaber styrker helbredet – og så skaber det livsglæde.
Der er evidens for, at idrætsfitness, fx 'bold-fitness' styrker helbredet og øger livskvaliteten for alle der deltager, både syge og raske - uanset hvilket 'bold-niveau' de er på.
Derfor vil Socialdemokraterne sætte fokus på samarbejdet mellem klubber og patientforeninger om etablering af tilbud til fx KOL-patienter, gigt-patienter og diabetikere, fordi samværet styrker glæden og fordi 'idræts-fitness' øger sundheden – det er ikke raketvidenskab, det er almindelig sund fornuft.
Socialdemokratiet vil også styrke handicapidrætten, bl.a. ved at fastholde vores engagement i Special Olympic Games, som kommunen allerede har været vært for én gang. Socialdemokratiet ønsker at styrke de to idrætsfestivaller, vi har i dag samt øget inddragelse af udviklingshæmmede i fritidslivet i samarbejde med 'Sammenslutningen af unge med handicap'.
Flere idrætsforeninger er allerede godt i gang med samarbejde og inddragelse, men med øget fokus fra politisk hold kan vi få involveret flere foreninger og dermed gøre det endnu bedre – til gavn og glæde for alle – for sammen er vi jo stærkere.

Publiceret 14 November 2017 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV