Nordsjællands egen beatpoet kommer til Parkteatret

Frederikssund Kultdigteren Morten Reimars digte er fulde af liv, humor og bevægelse. Som beatpoet med rødder i jazzmusikken bærer hans tekster præg af ægte følelser, knivskarpe billeder og en rytmik der får ordene til at røre på sig. Han udgav sin første bog, ‘Teenage Jazz’, I 2012, fulgte året efter op med ‘6 zoner fra City’ og året efter ‘På Tirsdag’. Sideløbende arbejder han som journalist og klummeskribent for blandt andre Euroman, Berlingske og Soundvenue. Morten Reimar har optrådt på alt fra små caféer, skæve lyriklubber og store festivaller som fx NorthSide, og nu kommer han altså til Parkteatret medbringende sit “Jazzkapel” bestående af Jakob Roland (bas), Pelle von Bülow (guitar) og Anders Malta (trompet). Sammen har de spillet rundt omkring på de forskellige jazzklubber i København, blandt andet på Montmartre, Christiania Jazzclub og La Fontaine. Denne aften byder også på visning af filmen “Onkel Danny - portræt af en karma Cowboy.” Passende nok, for selvom Morten Reimar er helt sin egen, er han ikke bleg for at pege på netop Dan Turèll som sit forbillede. Morten Reimar og Jazzkapellet optræder i Parkteatret som en del af festivalen Ord over fjord fredag d. 13. oktober kl. 19.00.

Publiceret 12 October 2017 00:00

SENESTE TV

DEBAT: Skolepolitikken er i vejen for vores børn, folkeskole og Vinge

Fra 6. klasse skal eleverne på Ådalens Skole danne nye klasser, da de samtidig skal vælge linier med et særligt fokus.

De nuværende fire 5. klasser på skolen er overfyldte med med 25 til 27 elever pr. klasse, da de siden skolestarten er vokset med ca. en elev pr. klasse hvert år.

Derfor er det oplagt, at man efter sommerferien fordeler eleverne i fem klasser i stedet fire. Derved ville klasserne ligge tæt op af gennemsnittet for både Frederikssund Kommune og Danmark i øvrigt, og der ville være plads til nye elever, som flytter ind i Ådalens Skoles skoledistrikt, som jo dækker både byggeriet ved den gamle Oppe Sundby Skole og ikke mindst Vinge.

Men nej, byrådets uddannelsesudvalg har sagt ”nej” til at forsøge at finde pengene en ekstra klasse, efter at over 100 forældre på årgangen støttede en henvendelse til udvalget, der forklarede behovet for fem klasser efter sommerferien.

Skolen må godt lave fem klasser, men den får kun økonomi til fire.

Konsekvensen af, at vi ikke prioriterer folkeskolen, rammer flere steder.

Det går naturligvis hårdt ud over eleverne, som allerede nu lider under de store klasser, der proppes ind lokaler, der ikke bygget til 27 elever, mens lærerkontakten og mulighederne for at levere den diffentierede undervisning, som eleverne har krav på, bliver minimal.

Men vi er også nødt til at erkende, at skolepolitikken står i vejen for, at skolen kan tiltrække de lærere som den pt. mangler.

Det er ganske enkelt ikke gode arbejdsvilkår for en lærer at skulle undervise en overfyldt klasse med 27 elever.

Og så rammer det naturligvis også kommunens smertensbarn - Vinge.

Man må spørge sig selv hvor attraktivt det er at flytte til Vinge, hvis sønnike skal klemmes ind i distriksskolen som elev nr. 28 eller 29?