Nicolai Sylvest forsvarer desværre ikke CHGP-sejren

Den 20-årige racerkører skal køre for Mercedes på Nürburgring

motorsport Sidste år satte Nicolai Sylvest og hans far, den tidligere DTC-mester Jesper Sylvest, en række af Danmarks bedste racerkørere anført af Tom Kristensen til vægs ved det prestigefyldte Pro-Am-løb i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj. De vandt en flot sejr, men den 20-årige racerkører fra Jægerspris får i år desværre ikke mulighed for at forsvare førstepladsen. ”Jeg kører i år for Mercedes AMG Team Zakspeed i den tyske ADAC GT Masters-serie, og her skal vi i weekenden køre den femte afdeling på Nürburgring,” fortæller den Team Danmark-støttede kører. ”Jeg ville rigtig gerne have været med i København og prøve at gentage sidste års sejr, specielt med det flotte felt, som arrangørerne har fået stablet på benene med bl.a. Tom Kristensen og den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve.” Om racet på Nürburgring siger han: ”Sidste år gik det rigtig godt for min makker Nikolaj Rogivue og jeg, for her lykkedes det os at køre en generel tredjeplads hjem i det ene løb samtidig med, at vi også vandt juniorkonkurrencen. Det ville være lækkert, hvis vi kunne gentage det resultat, for indtil videre har vi været noget uheldige i de fire afdelinger, vi hidtil har deltaget i.” Løbet kan følges live på adac-gt-masters.de.

Publiceret 04 August 2017 09:00

SENESTE TV